27 ting som jeg har lært på 27 år

20. august 2017EmmaEngmark

Så blev det igen søndag, og hvilken dejlig søndag. Det er nemlig min fødselsdag! 27 år. Tre år til de 30. Lidt skræmmende – og så alligevel ikke. For jeg kan ærligt sige, at jeg synes det hele bliver bedre (og nemmere) med årene. Set i bakspejlet, da jeg var yngre, er der virkelig mange ting, som jeg ikke havde behøvet at bekymre mig om den gang, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu. Så mange knuste hjerter, ødelagte venskaber og skænderier, der måske ikke var nødvendige eller som faktisk var så ligegyldige, at jeg ikke havde behøvet at bekymre mig om det.

Som årene går, lærer vi jo alle en masse ting. Om os selv. Om vores venner og familie. Om vores karriere og andre store valg i livet. Alle har forskellige erfaringer og vi lærer alle tingene på forskellige måder, og på forskellige tidspunkter. I dag tænkte jeg at dele nogle af de ting, som jeg har lært i mine 27 år. Her er lidt af det hele. Lidt kærlighed, lidt venskab, lidt sundhed og lidt om karriere. Jeg vil ikke mene at jeg er særlig vis. Tværtimod mener jeg stadigvæk at jeg har meget at lære – og prøver at lære hver dag – men nogle ting, har jeg dog fået styr på. Og måske kan disse ting også hjælpe dig lidt på vej?

Kærlighed.

  • Er du i tvivl, er du ikke i tvivl!
  • The One, skal nok dukke op. Måske når du mindst ved det? Jeg mødte min kæreste på online medier, og efter vores første date, vidste jeg bare at det var ham, som jeg en gang skulle giftes med. Senere har vi fundet ud af at vi faktisk begge to havde en date dagen efter at vi mødte hinanden, og begge to sagde til vedkommende at det bare ikke ville fungere, fordi vi allerede vidste at vi skulle være sammen. When you know, you know.
  • Et stort skænderi, behøver ikke at betyde at forholdet er ovre. Vi har haft ét skænderi, der næsten skilte os ad – men da vi kom ud på den anden side, havde det næsten bragt os tættere. Man skal kæmpe lidt i et forhold en gang i mellem, for et forhold er ikke altid let.
  • Du skal ikke lave om på dig selv, for en anden person – ligesom du heller ikke skal forvente at nogen laver om på sig selv, for din skyld. Ægte kærlighed handler om at acceptere hinanden som man er. Både de tusindvis af gode sider, og de to sider, som man måske ikke er så glad for.
  • Kan du ikke være dig selv sammen med din kæreste, så er det ikke den rigtige kæreste.

Familie og venner.

  • Du behøver ikke at have tyve tætte venner. I takt med at jeg er blevet ældre, er mange venner faldet fra – og nye er selvfølgelig kommet til – men jeg kan tælle mine tætte venner på en hånd, og det er helt fint! Det er nemlig dem, der bliver hængende længst.
  • Rigtige venner, behøver du ikke at se hver dag. Jeg har en god veninde, som jeg måske ser to-tre gange om året. Men når vi endelig ses, snakker vi som om vi sagde farvel i går. Og det er kun gode venner, som du kan have den slags venskaber med. Tiden ændre slet ingenting for jer.
  • En svigerfamilie, kan godt være god! Jeg har haft mange svigerfamilier igennem mit liv, og jeg har ikke kunne med nogen af dem. Så jeg må indrømme at jeg var rigtig nervøs, da jeg skulle møde A’s familie for første gang. Men de er skønne, og den bedste svigerfamilie jeg overhovedet kunne ønske mig.
  • Ligesom venner, behøver man ikke at se familie hele tiden, for at det er en god familie. Som nogen måske ved, så bor mine forældre i Tyskland, hvilket gør at jeg ikke ser dem så tit. Og jeg vil faktisk vove at påstå, at mit forhold til mine forældre, kun er blevet bedre efter at de flyttede så langt væk, da hvert besøg betyder så meget mere, end hvis vi så hinanden engang om ugen.
  • Sig ja, når dine forældre tilbyder dig et kørekort i 18 års fødselsdags gave. For du får ikke råd til det de næste par år, når der går uddannelse og bolig i den. Det tog mig syv år før jeg fik det.

Velvære og sundhed.

  • Der er intet som en god manicure, til at gøre dagen lidt sjovere. Og pifte outfittet op. Der er intet værre end nedbidte negle, og for mig er det utrolig vigtigt, at have pæne og sunde negle.
  • Solarie er og bliver en dum ting. Efter at have fået fjernet et modemærke, der viste sig at være hudkræft, har jeg så inderligt fortrudt de mange timer, som jeg som teenager, brugte i et solarie. En god selvbruner kan sagtens klare jobbet, og du slipper for hudkræft og grim hud.
  • Tag altid din makeup af før du går i seng – også selvom du har været ude at fulde dig!
  • Og rens for pokker dit ansigt, morgen og aften. Det er det værd og du får en flot hud.
  • Træning er vigtigt – men det er aller vigtigst at lytte til din krop. I mine 20’ere, har jeg både trænet super hårdt og slet ikke trænet overhovedet. Inden jeg mødte min kæreste, trænede jeg hver dag og nogle gange, flere gange om dagen. Da jeg mødte ham, stoppede jeg helt med at træne – i stedet for bare at lytte til hvornår min krop egentlig havde brug for at træne, og hvornår den havde brug for at slappe af. Det er ikke smerten – og kommende alvorlige skader – værd, at træne for hårdt eller slet ikke opretholde det overhovedet.
  • Vand er altså bare det vigtigste at indtage i løbet af en dag, og man slipper ikke udenom det.
  • Lad vær med at forbyd dig selv nogle bestemte madvarer – det ender bare med at du på et tidspunkt går amok og spiser det i flere dage. Alt med måde. Og bland-selv-slik må aldrig forbydes.
  • Jeg har lært at min kaffe grænse for en dag, er tre kopper. Mere end det, og jeg får det super dårligt. Det er dog ikke altid at jeg husker det, og fortryder det grusomt, når koppen er tom..
  • Meditation hjælper. Virkelig. Meget.
  • En minimalistisk livsstil, er slet ikke kedelig. Less is more. Men til gengæld er du glad for alle dine ting.

Arbejde, karriere og blogging.

  • Arbejde er ikke alt, og det er ikke værd at knokle sig halvt ihjel, for en arbejdsgiver, der er ligeglad. Find en arbejdsplads hvor du bliver værdsat og har det godt – det er meget bedre, end en god løn.
  • Gode kollegaer er guld værd.
  • Hold din pause i løbet af en arbejdsdag – gerne flere små pauser på en dag. Du bliver så meget mere klar i hovedet og klar til at klare resten af dagen.
  • Du skal ikke sige ja til alt, bare fordi der er penge involveret. Jeg har rigtig mange gange, sagt nej tak til firmaer, der har tilbudt mig penge, hvis jeg skrev om noget bestemt på min blog. Men husk dit værd, og sig kun ja til ting, som du kan stå inde for at lægge op på din blog.
  • En to-do liste, er virkelig nyttig til at planlægge din dag. Selvom jeg har været lidt modstander, da jeg ikke har ville lade en liste bestemme over mit liv, har jeg overgivet mig og kan virkelig se hvor meget mere jeg får gjort på en dag, når jeg har det hele skrevet ned.
  • Kvalitet over kvantitet. Og det gælder faktisk i mange forskellige spekter, men især til ting, som skal lægges op i offentligt skue, som et blog indlæg. I mine tidlige blog år, gik jeg nok ikke så meget op i kvalitet, da jeg bare ville have en masse indhold ud på bloggen, hvor jeg efterhånden er begyndt at tænke mere over hvad der bliver lagt op – hvilket også har givet pote i den anden ende.
  • Lad vær med at sammenligne dig med alle andre. Både i arbejdslivet, med dine venner og blandt andre bloggere. Du er dig selv og har din egen stil – og forsøger du at være en anden, skinner det til sidst igennem, og vil fremstå falsk. Du er god som du er.

Udover at sidde og spille vis på min fødselsdag, har jeg også tilbragt dagen sammen med min skønne nr. to familie. Vi har spist lækker brunch, nydt solen, snakket og grint – og jeg har fået gaver (vigtigst af alt, haha) Egentlig må jeg indrømme at jeg ikke er en person, der nyder at blive fejret. Jeg er faktisk ikke særlig glad for at være midtpunkt af en stor forsamling – som da min svigermor sang fødselsdags sang for mig, og senere spurgte om vi alle ikke lige skulle synge endnu en sang. Pænt nej tak.

Jeg kan godt lide at samle familie og venner, spise god mad og på den måde fejre at man er blevet et år ældre. Som i går, da A og jeg biksede noget lækkert tapas sammen, og smagte vin til vores bryllup. Det var vores måde at fejre min dag, og det er alt jeg behøver. Er det noget, der kommer med alderen? I de tidlige år, var det fantastisk at holde en stor fest (hvilket jeg har gjort et par gange sammen med veninder) men nu, vil jeg egentlig hellere have en rolig aften, med en god vin. Er det et tegn på at man er tæt på at ramme the big 30? Hvis det er, så er jeg i hvert fald helt med på det.

Jeg har altid ment at jeg har en gammel sjæl. Og det vil jeg holde fast i. Min gave ønsker er også gået fra gavekort til Matas og makeup i lange baner, til Royal Copenhagen porcelæn og fodformede Birkenstock – tak mor og far. Jeg har det godt med min alder, og jeg har intet imod at blive ældre. Jeg er endda gået ind i mit 27’ende år, med en begyndende diskusprolaps i nakken og slidgigt i knæet. Skål til at blive ældre – I kan godt glæde jer!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Previous Post Next Post