En livsstilsblog af Emma Engmark

4 tips til en minimalistisk garderobe

Det er næsten to måneder siden, at jeg har lavet et outfit indlæg. To måneder! Hold da op. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, eftersom min sidste blog var en mode blog og nu går der flere måneder i mellem at der kommer et indlæg på bloggen om emnet. For at være ærlig, så har jeg ikke så meget tøj tilbage at vise. Som I måske kan huske i et par forskellige indlæg, så har jeg snakket en del om minimalisme og hvordan jeg prøver at indføre livsstilen i min egen hverdag. Det har også betydet at jeg har ryddet godt og grundigt ud i mit tøj, og faktisk har haft hele to store sækker fyldt med tøj, sko og tasker, som jeg har sendt til Røde Kors. Så det er faktisk begrænset hvor mange nye outfit, som jeg kan stable sammen. Til gengæld er jeg ved at være et sted, hvor alt i mit klædeskab er noget som jeg elsker og bruger jævnligt. Hvilket absolut ikke var tilfældet før.

Så i dag skal det handle lidt om både tøj og minimalisme. Jeg vil nemlig gerne dele nogle af mine bedste tips, til at få ryddet lidt ud i garderoben – jeg har egentlig tænkt mig at lave et mere dybegående indlæg om dette, så i dag går vi bare hurtigt over et par af områderne. Minimalisme er alligevel et stort emne, så det skal brydes ned i et par indlæg.

4 tips til en minimalistisk garderobe.

  • Behold kun det du elsker og bruger jævnligt.
    Det siges at vi kvinder, kun bruger cirka tyve procent af det som vi har i vores garderobe. Og det er jo fuldstændig fjollet. Men jeg kunne godt nikke genkendende til det, for da jeg kiggede mit tøj igennem, kunne jeg hurtigt se at mange af mine ting enten slet ikke var taget i brug, eller i hvert fald kun brugt en gang eller to. Har du det også sådan, så kom i gang med at rydde ud i din garderobe. Gå hvert et tøj stykke igennem, og behold kun det som du bruger ofte og virkelig elsker. Er du i tvivl om hvad du bruger ofte, kan du altid hænge alle dine bøjler omvendt, og når du har brugt det stykke tøj, hænger du det tilbage den rigtige vej. Efter for eksempel tre måneder, kan du se hvad du slet ikke har brugt.
  • Find dine grundfarver.
    Jeg tror at mange forbinder minimalisme med sort og hvidt. Hvilket ikke altid er tilfældet. Men en af grundene kan være, at mange minimalister har valgt 2-3 grundfarver i deres garderobe, og det er ofte sort, hvid eller grå. Konceptet er meget enkelt. Vælg et par grund farver – mine er sort og beige – og hav det meste af dit tøj i disse nuancer. Selvfølgelig kan du vælge tøj stykker med farve på, men vælg kun noget, som går med dine grundfarver. På den måde vil du være sikker på at alt dit tøj matcher sammen, i stedet for at du kun kan bruge den højrøde trøje med ét par bukser.
  • Find din personlige stil.
    Hvad fungere bedst til din krop og hvad kan du bedst lide at have på? Jeg har i et stykke tid fulgt med hos The Minimalists og lyttet til deres podcast, hvor de blandt andet taler om deres “hverdags uniform”. Altså det som de næsten har på hver eneste dag, for det er dét der virker for dem. Ryan har for eksempel oftest jeans og t-shirt på. Og det er så det han har mest af i sin garderobe. Så er du mest til sneakers og jeans, så behøver du måske ikke syv på højhælede og ti kjoler? Og omvendt. Selv er jeg mest til det mere feminine, og ikke så god til jeans. Så jeg har kun et par jeans og har givet mine to læder jakker væk – for det var slet ikke min stil. Find din stil og det, der virker for dig, så ved du også hvad du skal beholde og gå efter i din garderobe.
  • Hav få men gode ting.
    I stedet for at have fem billige sweaters, som alligevel går i stykker efter en sæson, hvorfor så ikke have en eller to virkelig gode sweatre, som du kan nyde længe og som er i god kvalitet? Indrømmet, jeg køber også billigt tøj – jeg elsker blandt andet at gå i Primark, når jeg besøger mine forældre i Tyskland – men følges det som tøj, der går i stykker med det samme, så køber jeg det ikke. Godt tøj behøver heller ikke at være dyrt, men tjek i hvert fald kvaliteten af tøjet, inden du køber det. Så holder det også længere.

Samme “regler” vil jeg sige gælder for tasker, sko og andre accessories. I den her kategori, har jeg også doneret og solgt rigtig mange ting. Jeg gik måske fra at have tyve tasker, til nu kun at have fem. Til gengæld er det også fem tasker, som jeg virkelig elsker og bruger på skift hele tiden. Som sådan går minimalisme ikke ud på hvor mange ting man har. Det går mere ud på, at de ting man har, er noget som giver en glæde og betydning. Men alt det kommer vi ind på en anden dag.

Nu vil jeg til at pakke mig selv sammen, da A og jeg snart skal ud at spise på Spisebaren. Jeg håber at I alle får en dejlig lørdag!

You Might Also Like

5 Comments

  1. Camilla

    8. juli 2017 at 18:32

    Rigtig lækkert indlæg!
    Jeg har selv lige set dokumentaren med The minimalists, og jeg følte mig straks inspireret, så det her indlæg var megte nyttigt for mig <3

    Bedste hilsner,
    Camilla Sofie

    1. EmmaEngmark

      8. juli 2017 at 23:00

      Det var også den dokumentar, der gjorde at jeg virkelig fik blod på tanden overfor den minimalistiske livsstil. Den er super inspirerende! Dejligt at du kunne lide indlægget 🙂

  2. Liselotte / Everyday Couture

    10. juli 2017 at 15:47

    Super fint og ikke mindst inspirerende indlæg, jeg forsøger også at rydde ud i min garderobe – men det går ikke helt så godt! 😛

    / Liselotte

  3. 6 minimalistiske bluser og 4 tips til minimalistisk tøjkøb – Kaffe og kjoler

    18. juli 2017 at 17:21

    […] har før snakket lidt om minimalisme og hvordan man kan få en mere minimalistisk garderobe, og i dag skal vi takle lidt af samme område. Det er ikke fordi jeg er den største minimalist […]

  4. Projekt flotte negle no. 2 – Kaffe og kjoler

    22. juli 2017 at 11:45

    […] en gang til. Jeg har allerede gennemgået det en smule, som jeg blandt andet snakkede lidt om i dette indlæg. Men jeg føler stadig at der er et par ting i skabet, som jeg ikke har brug for, så det skal nok […]

Leave a Reply