En livsstilsblog af Emma Engmark

8 små ting, der kan gøre din hverdag en smule lettere

Nogle gange, kan man have så meget om ørene, at det hele kan blive en smule overskueligt. Selv en beskidt kop i håndvasken, kan virke som en stor opgave og før man ved af det, så er koppen blevet til tre dages opvask. Og så begynder det først at blive en uoverskuelig opgave. Vi har sikkert alle sammen prøvet at have lidt for meget mellem ørene, med en masse ting og arbejde som vi skal fokusere på, og der er ikke så meget tid til noget som helst andet.
Måske har du – ligesom jeg en gang har – tænkt over hvordan din veninde mon kan balancere arbejde, kæreste, venner, yoga og samtidig smække en tre retters menu sammen til jeres madklub. Men det er altså ikke en hemmelighed, hvordan man kan få mere tid og overskud i sin hverdag. For mig handler det bare om at have de små ting i orden. Så som opvasken. Eller have en ren lejlighed. Eller en tømt indbakke. Det er jo meget individuelt hvad der kan virke for os alle sammen, men for mig bliver hele min hverdag en smule mere rolig og overskuelig, hvis jeg har min base ren og pæn, og har styr på min dag og min uge.

I dag vil jeg igen dele nogle små tips med jer. I dag handler det om de små ting, som du kan gøre i din hverdag, for at gøre det hele lidt nemmere. Det er alle nogle tips, som jeg selv prøver at leve efter – nogle er nemmere end andre.

8 små ting, der kan gøre din hverdag lidt nemmere.

  • Gør rent med det samme.
    Noget jeg selv har fundet ud af virker rigtig godt for mig. I stedet for at lade senge være uredt, så reder jeg den hver morgen. Når jeg laver aftensmad, vasker jeg de ting op som jeg har brugt. Og når vi har spist, tager jeg opvasken med det samme. Kopper som vi har brugt i løbet af dagen, vasker jeg enten op med det samme eller tager det hele inden jeg går i seng, så jeg kan vågne op til et rent køkken. Små ting som det, gør at du sparer en masse tid i forhold til at du skal sætte flere timer af til at rydde op derhjemme.
  • Folk omkring dig.
    Vi skal alle bruge tid på dem vi elsker, såsom venner og familie. Men hvad med den veninde, som du egentlig ikke bryder dig om at ses med, fordi hun altid er sur og negativ? Eller den ven, som altid aflyser, og du bliver sur hver gang fordi du har sat hele dagen af. Mit råd: drop det. Du kan selvfølgelig prøve at sige til dem på en pæn måde, hvad der irritere og dræner dig. Men er det noget som bliver ved med at ske igen og igen, så lad vær med at brug mere tid på det, og fokusér mere på de mennesker, der virkelig gør dig glad. Jeg har selv droppet et par “venner” igennem årene, og selvom det aldrig er sjovt til at starte med, så giver det så meget mere tid og luft.
  • Ryd ud.
    Og her mener jeg faktisk i alt. Ryd op i dit skab og skil dig af med alt det, som du kan donere eller det der bare skal smides ud. Gå igennem dine køkkenredskaber og service. Har du for meget, eller en masse ting som du ikke bruger, så skil dig af med det. Generelt har vi alle rigtig mange ting i vores hjem, som vi ikke bruger og som ikke har en betydning. Det er meget minimalistisk, men jeg tror virkelig at det er godt kun at have de ting, som bringer en glæde eller som har et formål. For eksempel har A og jeg en masse dvd’er, men ingen dvd maskine og vi ser alle vores film igennem Netflix. Det er noget som vi virkelig bare burde skille os af med, for de står bare og samler støv.
  • Skriv det ned.
    Et tip, som har været på bloggen mange gange (læs for eksempel dette indlæg) men det er virkelig også noget, der virker. Har du mange ting som du skal nå i løbet af en dag, kan det hurtigt virke overskueligt. Skriv i stedet det hele ned, og du kan i løbet af dagen krydse de ting af som du har nået. Både er det lettere at overskue, men det er også en fantastisk følelse, når hele listen er krydset af. Du kan også bruge dette til dine små mål i løbet af dagen. Hvis jeg for eksempel gerne vil have et blog indlæg lavet, eller taget billeder til et indlæg, så skriver jeg det ned. Det kan også være ting som at komme ned i fitness centeret, lave en lækker aftensmad eller gå en tur med hunden.
  • Få en god morgen rutine.
    Vi har mange gange snakket om det med at få en god start på dagen (blandt andet lavede jeg for nyligt dette indlæg, hvor jeg kommer med nogle tips til at blive et morgen menneske) og det kan have en stor effekt på resten af din dag. Stå et kvarter tidligere op, hvis du ofte løber ud af døren. Giv dig selv tid til at nyde en lækker og sund morgenmad. Skriv en liste over de ting, som du gerne vil nå i løbet af dagen. Har du tid, så få trænet lidt. Og start dagen uden stress..
  • En ting ad gangen.
    I dette indlæg nævner jeg det også. Du får ikke nødvendigvis gjort flere ting hurtigere, ved at multitaske. Det kan nogen gange have præcis den modsatte effekt. Forsøger du at multitaske, kan dine opgaver blive halvt færdige og ikke gjort ordentlig, i stedet for at du fokusere på en ting, gør det færdigt og bagefter går videre til den næste opgave. Det kan virke fristende, da man ofte tror at man får lavet mere, men det er desværre meget sjældent tilfældet.
  • Dine prioriteringer.
    I sidste ende, handler det hele om prioriteringer. Er det vigtigst for dig at løbe en tur eller se en film med din kæreste, når du kommer hjem fra arbejde? Er det vigtigst for dig at arbejde i weekenden, eller ses med din familie? Vi har alle sammen ting vi gerne vil nå, men det er ikke altid at vi kan. Ofte vil jeg gerne lave en masse blog arbejde i weekenden, da det stort set er de eneste dage på ugen, hvor jeg faktisk har tid til det. Men jeg er efterhånden blevet god til at sige ja til en masse venner i stedet, da jeg heller ikke har tid til at se dem i hverdagene. Vælg de ting, der betyder mest for dig, og sæt dem først. De andre ting må komme bagerst i køen, og vente til at du har tid.
  • Sig nej.
    Lidt i sammenhæng med ovenstående punkt. Du behøver ikke at sige ja til alt. Det er selv noget jeg har rigtig svært ved. Spørger A om jeg ikke vil med ud at spise med et par venner, så siger jeg ja, selvom jeg måske helst vil have en stille og rolig aften. Her er det bare så vigtigt at vi også lige tænker på os selv. Har vi tid til det her? Har vi lyst til det her? Hvis svaret er nej, jamen så sig nej. Det du siger nej til, kan eventuelt lægges på en anden dag og behøver ikke at være nu.

Som sagt kæmper jeg stadig med at sige nej til folk – især mit arbejde og min kæreste. For det er ting som jeg ofte rigtig gerne vil, men nogle gange simpelthen er for træt til at gøre. Og her er det jo så super vigtigt, at vi husker at sætte os selv først. Ikke altid, men en gang i mellem.
Det med at rydde op og rydde ud, er noget af det, der har hjulpet aller mest i min hverdag. Jeg kan slappe mere af, når jeg er i et ryddeligt område og jeg ved at jeg ikke har en stor opvask ude i køkkenet. Selvom det kan være irriterende at rydde op lige nu, hvor du måske hellere lige vil sidde og se en film, så brug de ti minutter det tager og slap helt af bagefter.

Jeg håber at I kan bruge disse råd til noget – og at I får en dejlig onsdag aften!

You Might Also Like

Leave a Reply