2020 – barsels stop og bloggeri

Godt nytår alle sammen! Jeg håber at du kom ind i det nye år, lige præcis som du gerne ville. Herhjemme tog vi den helt med ro og kørte aften helt efter Oskar’s ønske. Sådan er det måske at blive forældre og ikke sove i et år, så vil man hellere få al den søvn man kan, i stedet for at se fyrværkeri.. Næste år må vi tage revanche 😉

Men ind i det nye år, det kom vi. Til og med i dag, har min mand også været hjemme fra arbejde, så vi har haft et par gode dage sammen, hvor vi har slappet af og kommet os ovenpå al jule stressen og nytårs halløjet. I morgen er det tilbage til den hverdag vi kender den – og så er der ellers ved at komme en ende på det hele. For jeg skal nemlig til at starte på arbejde igen. Den 3. februar starter jeg på arbejde, efter 14 måneder hjemme. 14 måneder! Jeg blev sygemeldt før min barsel på grund af begyndende bækkenløsning, så allerede i starten af december, blev jeg fuldtids sygemeldt, efter at have deltids sygemeldt siden november. Det er altså rigtig lang tid, ikke at være på arbejde. Jovist, man kan godt kalde barsel for et arbejde. For hold nu op, hvor arbejder man hårdt 24 timer i døgnet. Så på en eller anden måde glæder jeg mig til at komme tilbage til mit normale arbejde på hotellet, da jeg næsten kommer til at slappe af, haha!

Det bliver i hvert fald en helt anden hverdag. Jeg går fra at se Oskar i alle hans vågne timer af døgnet, til kun at se ham en times tid om morgen, og måske en enkelt time om aften. Og så i weekenderne. Det er helt mærkeligt at tænke på, at den tid jeg har med ham nu, er det længste tid jeg nogensinde kommer til at være sammen med min søn. Jeg kommer faktisk kun til at se ham mindre og mindre fra nu af. Det er lidt mærkeligt, må jeg nok indrømme.

Så en lille måned er der tilbage. En lille måned med lange gåture med barnevognen, middagslure, mødregruppe, leggings og uvasket hår i en knold. Det bliver rart at komme i gang igen. Og jeg har da også en lille forhåbning om, at jeg derfor også vil komme til at bruge mere tid på blog og instagram igen, da jeg håber på at komme ind i en god rytme med at ses med gamle blogger veninde og blogskriveri generelt. For det der ofte sker, når jeg er hjemme på barsel, er at jeg bare tager en lur, når Oskar også gør det. Og det kommer der jo intet skriveri ud af. Så det er blandt andet også på listen over nytårs fortsætter, at jeg vil sætte mere tid af til bloggeri. So here’s to that!

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *