Året der gik i privaten – 2017

27. december 2017EmmaEngmark
Blog post

Læs også: Året der gik på bloggen.

Glædelig bagjul! Jeg håber at I alle sammen har haft en rigtig dejlig jul sammen med jeres tætteste, spist en masse god mad og fået nogle lækre gaver. A og jeg kom hjem fra Tyskland i mandags, hele dagen i går blev brugt på at slappe helt af og lade op til de sidste dage, inden nytårs aften. A har lige tre arbejdsdage inden året er omme, hvor jeg selv har taget et par dage fri – ikke at jeg har de store planer, men det er nu rart at få slappet lidt af efter en stressende december måned. Nu er vi så småt begyndt at forberede os til nytårs aften, hvor vi som sagt har lejet et sommerhus i Lalandia med to vennepar, hvilket jeg glæder mig helt vildt til!

I dag laver jeg lidt en opfølgning på dette indlæg, hvor jeg fortalte lidt om hvordan det er gået på bloggen i 2017. Det har bestemt været et godt år, på tusindvis af punkter, hvilket også er derfor jeg har delt det op i to – for det ville simpelthen blive alt for langt til ét indlæg. Så i dag er det ‘året der gik i privaten’.

Og lad os da starte med bloggen (igen) For 2017 var året hvor jeg virkelig fik sat gang i min blog. Jeg har før haft en engelsk mode blog, men i marts måned, oprettede jeg denne blog, Kaffe og Kjoler. Og det har bestemt været en af de bedste beslutninger, som jeg nogensinde har taget. For bloggen har virkelig givet mig meget. Både færdigheder, nye venskaber, nye samarbejds partnere og en god del selvudvikling. Det kan slet ikke beskrives hvor glad jeg er for bloggen – og for jer!

Efter kun en lille måneds levetid, lagde jeg dette indlæg op, hvor jeg fortalte om vores forlovelse. A friede nemlig til mig den 1 april 2017 – I kan selv gætte hvor mange af vores venner, der troede at det var en aprilsnar.. Men den var god nok. Han havde inviteret mig på et romantisk ophold i Århus, hvor han havde sat en middag op med min kusine og hendes datter, som jeg ikke har set i mange, mange år – og ellers brugte vi tiden på at lege turister og jeg blev inviteret på Mash lørdag aften, hvor han senere friede på hotel værelset. Jeg tror aldrig at vi har grædt og grint så meget på samme tid.

Og de næste fem måneder – ja, vi stablede et bryllup på benene på under fem måneder – handlede stort set kun om bryllup. Hvor det skulle holdes, hvem der skulle med, kjolen, ringene, maden, bryllups rejsen. Det er et stort stykke arbejde, men det er bestemt det hele værd i sidste ende. Jeg har stadig ikke fået lavet et officielt bryllups indlæg, men I kan se lidt billeder under bryllups kategorien. Vi blev gift den 23 september.

2017, var også året hvor jeg virkelig begyndte at sætte pris på de små ting i livet. Jeg har kastet mig ud i min egen fortolkning af minimalisme – ikke en så stor kategori på bloggen endnu, men måske der kommer meget mere til næste år. Jeg har ryddet godt ud i alt mit tøj, sko, tasker, makeup, smykker og så videre, og fået doneret det, som jeg ikke længere får brugt. Det samme har jeg gjort med hele vores lejlighed, hvilket nu betyder at vi kun har ting i huset, som vi er virkelig glade for eller har et specielt formål.

Jeg har sat mere tid af til mig selv, og blandt andet nået et af mine nytårs fortsætter for dette år. Jeg ville gerne nå at læse mindst en bog per måned, og hvem I hvad? Jeg er kommet igennem 15 bøger! Det er jeg virkelig stolt af. Ikke alle bøger har jeg læst, men så har jeg lyttet til dem. Som jeg skrev om i dette indlæg, så er jeg begyndt at bruge Mofibo rigtig meget, så jeg ikke behøver at købe en fysisk bog hver gang. Jeg hører altid en lydbog til og fra arbejde, og lige pludselig er jeg kommet igennem en god del bøger. Næste år satser jeg på at nå mindst én bog mere end i år.

Endnu en stor ting, som der er sket i år, snakkede jeg også lidt om i dette indlæg. Jeg har nemlig besluttet at satse lidt mere på fotografering til næste år. Ikke at det kommer til at gå synderligt ud over bloggen, da jeg stadig regner med at køre den som jeg gør nu, men jeg vil gerne hjælpe andre bloggere – og ikke-bloggere – med at tage billeder. I starten af det nye år, går jeg i gang med projektet, hvor jeg har skaffet en masse smukke modeller til en portfolio, hvorefter jeg regner med at kaste mig hovedkuls ud i det nye projekt.

Året der gik i punktform.

  • Jeg så mit aller første show med Wallmanns.
  • Jeg var til Gulddreng koncert med Malue.
  • Jeg kom på min første skiferie nogensinde i februar måned, hvor vi var 26 mennesker af sted i en hytte. Trængt men meget sjovt – dog blev jeg bekræftet i at ski ikke er noget for mig.
  • Jeg oprettede bloggen i marts måned.
  • Anders friede i april måned.
  • Samme måned var vi til SaveUs koncert.
  • Jeg havde omkring et dusin mennesker til jobsamtale på hotellet, og oplevede hvad det virkelig vil sige at være chef på et stort hotel.
  • Jeg fik lavet en bog om bloggen.
  • Vi blev gift i september måned.
  • Vi tog en bryllups rejse til Budapest.
  • Jeg har været til en masse fede blog events med de forskellige firmaer.
  • Jeg har mødt en masse søde blogger piger, der er blevet nære venner.
  • Jeg har spist lidt for mange is hos Ismageriet.
  • Vi er begyndt at kigge efter et nyt sted at bo, da vi skal flytte fra vores lejlighed til sommer.
  • Vi har været til vores venners navngivnings fest, da deres søde søn fik sit navn.
  • Vi har holdt jul i Bremen.
  • Og nu skal vi holde nytår i Lalandia – hvor A aldrig har været.

Det har virkelig været et skønt år. Selvfølgelig er det meste af året gået med at planlægge bryllup, da det faktisk strakte sig fra april til oktober. Men det har været så sjovt! Det er virkelig en hyggelig tid, når man går og planlægger et bryllup med den person, som man vil dele resten af sine dage med.

Jeg glæder mig virkelig til at se hvad 2018 har i gemmerne til mig. Det bliver helt sikkert et skønt år!

Hvad har I oplevet af gode ting i år?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Post Next Post