Angstanfald og kræftknuder

Long time, no see.. Vitterligt. Det er faktisk ikke meget at jeg har givet lyd fra mig i april måned, hverken her på bloggen eller på min instagram profil. Og sikke en rutsjetur vi har været igennem herhjemme i mellemtiden.

Lad mig skrue tiden en bitte smule tilbage, til at vi først begynder at opdage en knude i låret på vores hund, Manny. Det er ikke noget vi tænker yderligere over, da han stadig er glad og rørig – og fræk som altid. Men pludselig ændre det sig. Han spiser ikke rigtigt, knurrer af vores søn, kan ikke gå på trapperne mere, vil ikke gå lange ture, sover hele tiden, tigger aldrig om mad mere. Han er bare ikke glad. Vi får han selvfølgelig tjekket hos dyrelægen, der forbereder os på at det kan være noget kræft og vi skal her vente et par dage på endelige svar. Det er to lange, lange dage, hvor vi går og venter på om vores kære hund har kræft eller ej. Heldigvis får vi besked tilbage, om at det har han ikke – men han har fedt i blodet, og derfor lidt problemer med stofskiftet, hvilket kan være hvorfor han har det dårligt. Han skal dog have opereret knuden væk på et tidspunkt, når der lige bliver taget lidt flere blodprøver.

Nå. Alt er jo godt med Manny så. Bortset fra en rimelig stor operation, så er han okay. Uheldet rammer os dog igen om aften, da Oskar’s albue går af led. Ja, af led. Det er så dum en ulykke – Anders holder Oskar i hånden, Oskar er sur og lader sig falde ned på jorden. Det giver så et ryk i hans arm, og albuen går af led.. Det kostede lige en tur på skadestuen, hvor lægen dog hurtigt fik den sat på plads igen. Dog med beskeden om at det nok kommer til at ske en del gange nu, når den først har været af led en gang.

Dagen efter, tager Anders på en mandetur sammen med tre kammerater. De skal på shelter tur på Fyn, og jeg er derfor alene med Oskar og Manny fra torsdag til søndag, hvor planen er at vi bare skal hygge. Indtil dyrlægen ringer fredag eftermiddag, og siger at Manny faktisk har kræft.. Det er en ondartet kræftknude han har i låret, og han skal derfor opereres rimelig hurtigt. Og som om det ikke var nok, så er det en kræft celle, der også giver mavesår, så det har han også. Og lige dér, der brød min verden en smule sammen. Jeg stod alene med barn og hund, jeg har knap kommet mig over forskrækkelsen med Oskar’s arm, før jeg også skal tage stilling til at min hund er alvorligt syg. Og jeg græd og græd..

Lørdag var det meningen at Oskar skulle passes, så vi alle kunne få lidt ro på situationen. Anders er stadig væk, og jeg har meget brug for at være alene med hunden og ikke mindst mine tanker. Men pasningen må desværre aflyses – og filmen knækker for alvor for mig.
Midt på køkken gulvet, lørdag morgen, får jeg mit aller første angst anfald.

Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har grædt så meget. Det var slet ikke til at styre, og det var på et tidspunkt så voldsomt, at jeg slet ikke kunne trække vejret. Jeg følte mig ensom. Magtesløs. Utilstrækkelig. Og enormt ked af det. Anders ringer til mig og beslutter ret hurtigt at komme hjem, en dag før tid. Så han måtte aflyse en del af deres mandetur, for at komme hjem til mig. Så selvom jeg var glad og taknemmelig for at han kom hjem, så blev jeg også dynget med en stor skyldfølelse.

Hvor var Oskar henne i alt det her, tænker du måske. Han sad faktisk bare og så tv. Indtil det gik op for ham at jeg var ked af det, så kom han hen til mig og aede mig roligt på armen. Ligesom for at sige “det er okay”. Og vi krammede i lang tid, hvor jeg forsikrede ham om at det intet havde med ham at gøre og han ikke havde gjort noget som helst galt. Hele ugen, havde bare været gal.

Et par timer efter kom Anders hjem, og der kom en lidt anden ro over hjemmet. Hunden fik en masse piller, og han begyndte allerede at virke meget bedre. Så det virkede som om at der var kommet lidt bugt med mavesåret. Til gengæld skulle han stadig opereres. Hvilket han lige er blevet – og han har nu et 10-12 centimeter langt sår på låret, som bare skal have tid til at hele. Ligesom ham. Og ligesom os.

Det er sjældent at noget kan påvirke mig så voldsomt, som de sidste to uger har gjort. Og jeg har selv været meget overrasket over hvor hårdt det tog på mig, og hvor lang tid jeg har haft brug for, til at komme mig. Faktisk tror jeg stadig ikke at jeg er kommet mig helt. Vi ved nemlig ikke om Manny bliver helt god igen. Vi kan kun håbe på at det hjælper at fjerne knuden, og at det ikke vil komme igen. Det er faktisk kun tiden, der vil vise det. Så vi krydser fingre. For hunden. For Oskar. Og for at vi snart får lidt held vores vej.

Tusind tak til alle jer, der har fulgt lidt med på instagram om de sidste par uger og har skrevet søde kommentarer og beskeder til mig og min familie.

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *