De bedste cookies

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at bage. Det er både hyggeligt, nærmest terapi og ender altid med et lækkert resultat. På det seneste har jeg bagt rigtig mange cookies – kan man overhovedet få for mange cookies? Og måske har du også set dem på min instagram et par gange, og netop fordi jeg har delt billeder af dem så tit, er der også kommet en del forespørgelser på en opskrift. Egentlig troede jeg allerede at den lå på bloggen, men det gør den ikke. Så den får du lige her.

Du skal bruge:

  • 150 gram blødt smør
  • 100 gram rørsukker
  • 100 gram brun farin
  • 200 gram hvedemel
  • 1 æg
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • Fyld efter eget valg – jeg vælger ofte en form for chokolade og havsalt på toppen

Start med at pisk æg, sukker og farin sammen. Når det er blevet til en ensartet masse, tilføjer du resten af ingredienserne, pas på med at røre for meget så chokoladen gør i stykker, hvis du vælger chokolde knapper.

Det bliver til cirka 18 cookies, så det fylder på to bageplader. Form cookies i små kugler, ni på hver plade med rigelig mellemrum, da de flyder lidt ud. Kom til sidst lidt salt på toppen. Tænd ovnen på 175 grader varmluft, og bag dem i cirka 12 minutter. Hold øje med dem, så de ikke bliver brændte. De skal blive let gyldne i kanterne, så sætter de sig selv og bliver lækre sprøde og bløde på samme tid.

En super nem, hurtig og lækker opskrift, der giver de bedste cookies hver gang. Mit yndlings fyld har indtil videre været små kitkat kugler, som jeg hakkede i halve og med flagesalt på toppen.
Sødt, salt, sprødt og blødt på samme tid. Mmmmh!

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *