De bedste fastelavnsboller med remonce, vaniljecreme, syltetøj og chokolade

Boller op, boller ned, boller i min mave.

Så du mon dette og dette billede på min instagram forleden? Så ved du måske også, at jeg for første gang har kastet mig over at lave fastelavnsboller. Ærlig talt, så har jeg aldrig været den store fan af fastelavnsboller. Men efter at have set tonsvis af lækre billeder på instagram, hver gang fastelavn nærmer sig, så ville jeg kaste mig ud i det. Og det gik frygtelig galt, haha!

Ved mit første forsøg, havde jeg åbenbart ikke fået lukket bollerne ordentligt. Så der var remonce, creme og syltetøj i hele bradepanden..

Men et dårligt resultat, har aldrig slået mig ud, og jeg prøvede igen dagen efter. Og så lykkedes det!

De bedste fastelavnsboller, og du får opskriften lige her.

Dejen:

  • 1,5 dl sødmælk
  • 100 gram blød smør
  • 25 gram gær
  • 2 æg
  • 50 gram sukker
  • 350 gram mel – måske mere eller mindre
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 nip salt

Lun mælk og smør i en gryde, til det er lunkent. Hæld den lunkne mælk i en skål, og smuldre gæren i, til det bliver opløst. Tilsæt de to æg og sukker, og rør godt rundt. Tilsæt så vaniljesukker, kardemomme og salt. Når det hele er rørt godt rundt, så begynd at tilsætte melen lidt efter lidt. Det er altid forskelligt hvor meget mel, der skal bruges, så mærk efter til du har en blød, smidig dej, der ikke klistre. Sæt dejen til at hæve i en times tid.

Remonce:

  • 100 gram marcipan
  • 100 gram sukker
  • 100 gram blødt smør
  • 1 tsk kanel

Ælt marcipanen sammen med sukkeret, tilsæt kanel og det bløde smør. Pisk det hurtigt sammen med en håndpisker, men pas på med at piske alt for meget.

Vaniljecreme:

  • 2 tsk vaniljepulver
  • 20 gram sukker
  • 1 æg
  • 2 spsk majsstivelse
  • 2,5 dl sødmælk

Ekstra:

  • Syltetøj af eget valg
  • 150 gram flormelis
  • Lidt koldt vand
  • Små chokoladeknapper
  • Frysetørrede hindbær

Pisk æg, sukker, majsstivelse og vaniljesukker godt sammen. Varm mælken i en gryde til omkring 60 grader, og hæld det over æggeblandingen. Rør det godt sammen, hvorefter det hældes i gryden igen og varmes. Pisk med piskeris blandingen imens det varmes, til den bliver tyk og cremet.

Når dejen har hævet, så rul den ud på et mel drysset bord, i en firkant. Skær dejen ud i små firkanter (nemmest med en pizzaskærer) i cirka 15×15. På hver lille firkant, kommer du remonce, syltetøj af eget valg og et par chokoladeknapper. Jeg brugte hindbær/rabarber syltetøj. Fold enderne sammen over fyldet, og klem siderne godt sammen, så fyldet ikke kan falde ud. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve en time mere. Vent med vaniljecremen!

Bag bollerne i en forvarmet ovn på 175 grader, i 15-20 minutter. Hold øje med dem løbende.

Når bollerne er kølet, så sprøjt vaniljecremen ind i bollerne. På den måde undgår du det store lufthul, der ellers altid kommer i fastelavnsboller. Pynt dem til sidst med glasur og drys med frysetørrede hindbær.

Og så har du de lækreste fastelavnsboller, uden lufthul og med lækker fyld af både remonce, syltetøj, chokolade og vaniljecreme. De er klart bedst på første dagen, men kan opbevares i køleskabet til dagen efter, hvis du ikke får dem spist. Vi gav en masse ud til vores naboer, da det blev til 16 fastelavnsboller. Og de blev godkendt af alle naboerne.

Nu da jeg endelig har knækket koden til lækre fastelavnsboller, så tror jeg næsten af det bliver en helårs bolle, hehe.

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *