De lækreste kardemommesnurrer

Åh, jeg elsker at bage! Helst søde ting som kanelsnegle, cookies, kage og så videre. Faktisk elsker jeg at bage så meget, at min mand købte en røremaskine til mig i 30 års fødselsdagsgave. Ikke en gave mange har forstået, men jeg knus elsker den og bruger den flittigt.

Læs også: sunde træstammer på sorte bønner eller Citron fuldmåne

Min go-to opskrift er kanelsnegle, som jeg efterhånden har mestret til perfektion. Så denne gang fik jeg lyst til at prøve noget nyt, dog i samme boldgade. Derfor kardemommesnurrer.

Selve dejen og remoncen er nem at bikse sammen, det er teknikken til at sno de små snurrer, der godt kan være en smule drilsk. Inden jeg gik i gang med at sno, så jeg denne video og jeg vil lige råde dig til at gøre det samme, for at mestre måden at sno en perfekt snurrer på. Det er slet ikke svært, men en smule svært at forklare.

Men nu til opskriften!

Du skal bruge:

  • 25 gram gær
  • 3,5 dl mælk
  • 1 æg
  • 50 gram sukker
  • 600 gram mel (+/-)
  • 1/2 tsk salt
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • 100 gram blødt smør

Til remoncen:

  • 150 gram blødt smør
  • 100 gram smukker
  • 50 gram brun farin
  • 1 spsk kanel
  • 1,5 spsk stødt kardemomme
  • 1 æg til pensling

Lun mælken i en gryde, og kom det derefter i en skål – eller røremaskine, hvis du bruger sådan en – og opløs gæren i det lunkne mælk. Tilsæt æg og sukker og rør godt rundt. Herefter tilsættes kardemomme, salt, 3/4 dele af hvedemelet og smørret. Her er det vigtigt at du føler dig lidt frem med melet, til dejen har nået den ønskede konsistens. Jeg tilsætter aldrig al melet til at starte med, da det kan ende med en tør dej. Er dejen for klistret, så tilføj lidt ad gangen. Ælt eller rør herefter dejen godt igennem, til den er smidig og glat. Sæt dejen til at hæve et lunt sted i mindst en time.

Blandt ingredienserne sammen til remoncen og sæt den til side. Rul den færdig hævede dej ud på et meldrysset bord, i cirka 35×50 cm. Fordel remoncen på 2/3 af dejen. Fold herefter den del af dejen uden remonce, indover midten, og fold den anden tredjedel ind over den første halve, så du i alt har tre lag. Rul herefter dejen ud igen.

Skær herefter dejen i strimler på den korte led, cirka 3 cm tykke. Tag en strimmel, og sno den på bordet. Hold den ene ende med tommelfinger, pegefinger og langemand, hvor du med den anden hånd, drejer strimlen væk fra dig selv to gange, og luk strimlen ved at putte enden ned i den lille åbning.

Ja, det er jo så her, at jeg mener det bliver lidt svært at forklare og derfor vil jeg igen råde dig til at se den vedhæftede video ovenover, så du kan se hvordan det skal gøres. Efter jeg havde set det to gange, havde jeg styr på teknikken. Det er meget nemmere gjort, end sagt, haha.

Sæt de snoede snurrer på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i yderligere 45 minutter. Pensl dem med et æg, strø med lidt perlesukker hvis du har – det havde jeg ikke. Og bag dem i cirka 10 minutter i en forvarmet ovn på 220 grader almindelig ovn. Det afhænger alt sammen af din egen ovn, hvor meget de skal have, så hold øje med at de ikke får for meget.

Og så er der ellers serveret lækre, lune kardemommesnurrer til eftermiddags kaffen. Velbekomme!

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One thought on “De lækreste kardemommesnurrer