En hverdag som fuldtids hjemmepasser

Louise’s blog // Louise’s instagram

Barsel. Jeg tror lidt at det er en ting, som man enten er fan af, eller knap så fan af. Personligt må jeg indrømme at det ikke var min absolutte yndlings tid – uden at det skal forstås som at jeg ikke kan lide at bruge tid med mit barn. Men jeg savnede hurtigt at ses dagligt med mennesker (især dem uden børn) og mit arbejde. Jeg savnede en struktureret hverdag. Men for mange andre, så er barslen det bedste og en tid, som de ville ønske kunne forlænges. Og det kan det godt!

Louise fra min tidligere mødregruppe, har før været på bloggen og fortalt lidt om hendes tanker bag at sige sit job op, for at hjemmepasse hendes datter Vilja på fuldtid. Og i dag har hun inviteret os alle med til at se lidt nærmere på hvordan en typisk dag foregår, når man går hjemme med et barn på knap halvandet.

En måned efter jeg var blevet mor, sad jeg med mit nem-id og borger.dk foran mig. Efter anbefaling fra vores sundhedsplejerske, skulle vi skrive vores nyfødte baby op til vuggestue eller dagpleje, for at få anciennitet fra hendes fødselsdag. Og selvom det var noget af det mest tossede jeg gjorde som nybagt mor, så skulle hun selvfølgelig skrives op. Det virkede bare helt absurd at sidde og tænke over den slags, med en baby vi stadig var i gang med at lære at kende, i armene.

En del måneder senere blev instituionssnakken bragt op i mødregruppen og jeg blev klar over, hvor forskellige syn, vi seks mødre havde, på valg af- og start i institution. Jeg sad dog stadig og talte med om at Vilja skulle i dagpleje og kunne også fortælle, hvilken dag jeg havde aftalt med min arbejdsplads, at jeg ville vende tilbage. Den 11. marts. Lige knap en uge før jeg skulle holde den første fødselsdag for min Vilja. Dér ville hun være stor nok, og klar til at starte i dagpleje… det fortalte jeg i hvert fald mig selv.

Tiderne, tankerne og overbevisningerne ændrede sig (heldigvis) og ved juletid besluttede vi i fællesskab, at Vilja ikke skulle i institution, men at jeg i stedet skulle sige mit job op, ved barslens udløb og passe hende herhjemme.
Vi havde ikke fået hende, for at sende hende ud- og overlade hende til andre voksne hænder. Og hvis der var nogen der skulle stå i spidsen for at opfylde hendes daglige behov for opmærksomhed, tilknytning og læring; så skulle det være en af os.

Og sådan er der nu gået næsten et halvt år. Fra jeg skulle være tilbage på arbejde og Vilja i dagpleje.
Puha, det gør næsten ondt i maven at tænke på, hvordan vores hverdag og verden så havde set ud. Jeg er  glad for vores beslutning om hjemmepasning og har ikke fortrudt en eneste gang.

Indtil corona-pandemi og nedlukning af samfundet havde vi en ret fast rutine for aktiviteter i løbet af ugen. Heriblandt en ugentlig gymnastikdag, biblioteksdag, to dage med legegruppe og så enten besøg ud af huset eller hos os af veninder o.lign.
Da Danmark lukkede ned synes alt at ligne det “normale”; men hverdagen blev også anderledes for os. Det der ikke blev anderleds og en stor omvæltning, som i så mange andre familier, var al den tid sammen. Vilja og mig var jo vant til at være sammen hele dagen.

Opfindsomheden blev sat på prøve og gymnastik og legegruppe blev i første omgang skiftet ud med skovture og legepladsbesøg. Nu er vi snart tilbage til “før” hvad angår vores aktiviteter.

Jeg har selv gjort en ihærdig indsats for at finde et fællesskab med værdier og overbevisning der matcher os. Og i første omgang fandt vi en fin legegruppe, som vi stadig er glade for at mødes med. Jeg har nemlig fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig, at kunne dele min hjemmepasser-hverdag med ligesindede, for det er altså bare noget andet at tale om det med nogen, der er i samme båd.
Jeg oplever tit en ærgerlig nysgerrighed, fra forældre til institutionsbørn. Nogle føler de skal “forsvare” deres måde at have familie på, mens andre har mere travlt med at tale om vores hverdag, som om jeg har taget et uansvarligt valg ikke at sende mit barn i institution som alle andre. Heldigvis er der også de positivt-nysgerrige, som gerne vil forstå og høre mere.
Min og Viljas hverdag har sågar inspireret en god veninde til at gøre det samme og til oktober skal hun derfor også gå hjemme med sin søn. Det bliver skønt.
Selvsamme veninde og mig har haft utallige snakke om vores børns udvikling hver især, da de aldersmæssigt er meget tæt på hinanden. Hun har tit spurgt “hvordan lærer du Vilja det?” eller “hvordan får du hende til at…?” og mit svar er som regel det samme; jeg inddrager hende så meget det overhovedet er muligt i alt hvad jeg foretager mig. For vi har ikke andet end tid.
For mig er det lige præcis dét der giver allermest mening i vores hverdag – at jeg kan vise og tale med Vilja om alt hvad vi gør, så hun kan suge til sig. Det kan være ting som at lade hende hjælpe med at tømme opvaskeren ved at hun én efter én lægger bestikket på plads i bestikskuffen. Det ville jo klart gå hurtigere, hvis jeg gjorde det selv, men så ville hun ikke få en dyt ud af det.

Ligeledes hjælper hun med at dække bordet til morgen- og aftensmaden. Hun hjælper med at lave havregrød om morgenen, tømmer vaskemaskinen når vi har vasket tøj, pakker sin taske sammen med mig, når vi skal ud af døren, ser hvordan jeg børster tænder, reder hår og tørrer mig efter bad. Der er vidst næsten ikke det, hun ikke får lov til at være med i eller til. Og det tror jeg på, giver hende enormt meget.
Hun sætter en stor ære i at hjælpe til og glæden i hendes øjne, når hun får lov, viser mig at jeg gør det helt rigtige. Så uden at jeg gør noget specifikt, for at give hende bestemte færdigheder, så lader jeg hende være med, alt det hun overhovedet har lyst til. Samtidig med at jeg taler med hende hele tiden og om alt. Jeg tager sommetider mig selv i at tænke på, om jeg snakker for meget til hende, men det tror jeg nu ikke.

En dag for os kan se sådan ud:

6.00-7.00
Vilja vågner og vi leger på værelset

7.00-8.00
Vi laver og spiser morgenmad, bagefter bliver Vilja klar til lur i barnevognen

9.00-11.00
Vilja sover lur og jeg enten skriver eller laver praktiske ting.
Hvis vi har en aftale eller skal i legegruppe kører vi inden Vilja bliver puttet, sådan at jeg kan putte hende, der hvor vi skal være.

11.00-13.30
Vi er i legegruppe, ude i haven, går tur i skoven ell. lign.

14.00-16.00
Vilja sover lur igen

16.00-19.00
Vi laver aftensmad og leger på værelset. Når vi nærmer os sengetid læser vi gerne bøger og Vilja får en banan, inden hun bliver puttet til natten.

Måske ovenstående kan forklare hvorfor hjemmepasning ikke = et barn der ikke ser og møder andre. Jeg ville kede mig ihjel, hvis vi bare tullede rundt herhjemme. Det er ikke derfor, at vi har valgt den hverdag som vi har. Det er fordi vi mener, at vi i højere grad kan give Vilja en hverdag, der opfylder de behov hun har på forskellige tidspunkter og favne hende så meget hun har brug for det. Vi er der til at tage hende i hånden, når det er nødvendigt og vi er der til at dele sjove øjeblikke og oplevelser; vi får alle sider af hendes udvikling at se på tætteste hånd. Og selvom det er en hverdag med et minimum af tid til mig, så vil jeg ikke bytte det for noget som helst andet.
Al den tid jeg har med Vilja kommer aldrig igen, og hvis jeg kan hjælpe hende godt på vej ud i livet, ved at være der for hende nu, så skal tiden til mig selv, nok komme senere hen.
Det er den bedste beslutning vi har taget for vores familie, at Vilja skal passes hjemme.

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *