Et sidste farvel

Næsten to måneders stilhed, har der været herinde. Det er selvfølgelig ikke meget kærligheden som bloggen har fået de sidste mange måneder, men generelt de sidste to måneder, har været rigtig hårde. Måske kan du huske dette indlæg som jeg lagde op, og fortalte lidt om situationen med vores hund Manny, som havde fået en ondartet kræftknude. Efter en lang og sej operation, kom han sig efter et stykke tid og vi var næsten sikre på at han var helt rask igen. Lige indtil han ikke var det mere. Og vi står den dag i dag uden hund.

Manny blev desværre aflivet sidste mandag, og hold nu op, hvor var det bare hårdt.
Kræften havde desværre fået fat i Manny, og han var så dårlig og trist til sidst, at det eneste humane var at tage lidelserne fra ham. Vores ellers så livsglade hund, ville til sidst kun ligge ude i gangen og slet ikke sammen med os. Han peb, spiste ikke ordentligt og hans mave til sidst så udspilet at den enten var fyldt med kræft eller mavesår. Det var så tydeligt at han bare ikke var glad mere.

Så vi tog den ufattelig hårde beslutning, efter kun at have haft Manny i fem år.

Hvis man ikke selv har haft kæledyr, kan det måske være svært at forstå hvordan sådan et firben kan have så stor betydning. Men for os, var han jo en stor del af familien. Og det første kæledyr Anders og jeg har haft sammen. Det har været helt utroligt at se ham og Oskar vokse op sammen, og jeg er sikker på at Manny har haft en god indflydelse på Oskar, da han altid har været meget komfortabel omkring andre hunde. Selv hunde, der er dobbelt så store som ham, elsker han at klappe og ae. Det gør så ondt at vide, at Oskar aldrig vil kunne huske Manny. Men vi har heldigvis mange billeder af ham, som vi kan vise Oskar når han bliver større.

Vi skal have hund igen. Men ikke lige nu. Og måske ikke de næste par år. Vi skal have tid til at komme os over Manny. Vi skal have tid til at nyde at være alene med Oskar, noget som vi aldrig har prøvet før. Vi skal have tid til at nyde, at vi ikke har noget vi skal skynde os hjem til. Men jeg ville opgive det hele for at få ham tilbage igen.

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *