Hvordan er det at være mor til en præmatur?

Den 19 januar 2019, klokken 19:06

Dér kom Oskar til verden. Til stor overraskelse for os alle sammen, da jeg først havde termin den 16 marts. Hvorfor han kom så tidligt, er der ingen som ved. Men ud, det ville han. Og ud, det kom han. De første uger blev tilbragt på Hillerød hospitals neonatal afdeling, men alt det, der handler om hans tidlige fødsel, kan vi tage en anden god gang.

Oskar bliver snart otte måneder, og når jeg ser tilbage på det, så kan jeg virkelig ikke forstå hvor tiden er blevet af. Jeg har allerede været væk fra min arbejdsplads i ni måneder og det føles som en evighed siden. Der er jo også sket ufattelig meget siden, så måske er det klart, at det vitterligt føles som om at tiden flyver af sted.

Hvordan klarer Oskar sig? Simpelthen så godt. Han kom til verden med små 2100 gram, men er kommet efter det med fuld kraft og er sprunget helt ud af den præmature kurve. Han er faktisk ligeså stor som en ‘almindelig’ baby på otte måneder. Og det er jeg  glad for! Jeg havde frygtet lidt at han ville være den lille i flokken, men med sine små 80 centimeter og 10,5 kilo, så er han faktisk den største i min mødregruppe – og mor her, er piv stolt!

Det kan også have noget af gøre med, at farmand er omkring 190 høj, og det lader til at Oskar har arvet sin fars størrelse – heldigvis for det da!

Udviklingsmæssigt, så er han en smule bagud. I forhold til en på otte måneder. Men hvis der regnes efter hans korrigerede alder på seks måneder, så er han lige hvor han skal være. Så Oskar har det godt. Rigtig godt.

Men hvordan er det så at være mor? Først og fremmest må jeg sige, at jeg blev godt og grundigt snydt af instagram. De fleste mødre lægger billeder op om hvor fantastisk det er at være mor. Hvor meget deres babyer sover. Hvor meget fritid de har. Hvor let og rosenrødt det hele er. HA! Det er en stor fed løgn. Det er piv hårdt! Det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet – også selvom vi tæller fødslen med, som altså heller ikke var en dans på roser. Du er på 24 timer i døgnet, hele ugen. Der er altid en, som er vigtigere end dig. Der er altid en andens behov, som skal før dine egne. Du er træt. Du er udkørt. Du har ondt i muskler, du ikke anede du havde. Du er super sensitiv, og kan sidde og tude det ene øjeblik, og rase ud det andet. Det er hårdt!

Men det er det hele værd.

Det tog mig en god rum tid, at finde mig nogenlunde tilpas i rollen som ‘mor’. Måske fordi jeg havde en hel anden forstillingen af hvad det egentlig indebærer (igen, tak instagram for alt for polerede billeder) og da hele mit perfekte glansbillede blev ødelagt af 5 ugers indlæggelse, ja, så tog det altså et stykke tid at synes det hele var skønt. Der er stadig dage, hvor jeg kan være lidt ekstra trist og ked af det, men alt bliver glemt, når din lille bebs sender dig et smil og et lille grin. Og det var nok da han for alvor begyndte at sende bevidste smil, at jeg synes det hele blev lidt lettere. Ellers kunne jeg hoppe og danse, men intet kunne få den lille baby på en (korrigeret) måned til at smile. Det var nok først da han havde grundet sin anden korrigerede måned, at han nogle gange kunne sende os et lille smil. Og sidenhen er det blevet til evige smil og grin – og vi har endda fået af vide af vores sundhedsplejerske, at hun sjældent har mødt en baby, der har så let til smil og grin. Og det er så dejligt at høre!

Men det er altså først de sidste par måneder, at jeg er begyndt at elske rollen som mor. Her skal det siges, at det ikke betyder at jeg ikke elsker min baby. For det kan der slet ikke diskuteres. Men det tog en rum tid, da jeg kæmpede meget med at føle mig snydt. Snydt for de to måneder, min mand og jeg havde glædet os til at have sammen. De to aller sidste måneder sammen, inden vi aldrig bare ville være ‘kun os to’ mere. Snydt for at gå og tænke ‘ej, NU må han altså også godt komme’. Snydt over ikke at kunne tage min baby med hjem fra hospitalet, ligesom alle andre. Ja, jeg følte mig godt og gammeldags snydt.

Som sagt. Når jeg ser tilbage på det, så synes jeg at tiden er fløjet af sted. Og det virker som evigheder siden at vi lå på hospitalet, og skulle notere hver tredje time hvor meget han havde spist, om han var blevet ammet, hvor varm han var og om måleren til hans puls var blevet flyttet fra det ene ben til det andet. Vi fik en hård start. Men vi er kommet efter det. Og vi er kommet ud på den anden side, med en glad og sund dreng, som jeg bare elsker at se vokse.

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *