Interview med Louise Kronborg; hjemmepasning

Louise’s blog mamalouise.dk // Louise’s instagram

Ens barsel, er den længste tid man nogensinde vil komme til at tilbringe med sit barn alene. Det er kun dig og dit barn. Ingen arbejde, skole, lejrture og fester. I barsels perioden, skal du bare nyde dit barn. Under min egen barsel, havde jeg en skøn mødregruppe som jeg så hver onsdag i mange måneder. Nok den del af barslen, som jeg savner aller mest, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var så hyggeligt. Vi fik vendt en masse emner, snakket om alvorlige ting, grint, leget med børnene, set dem vokse fra små babyer til tumlinge. Men desværre sker der oftest det med mødregrupper, at de opløses lidt når man starter på arbejde igen og det hele går tilbage til normal hverdag. Men ikke for Louise. Hende og hendes kæreste, har nemlig valgt at hun skal hjemmepasse deres datter Vilja. Louise er en af kvinderne fra min mødregruppe, som jeg heldigvis stadigvæk ser fra tid til anden. Og da jeg altid har været meget nysgerrig på det at hjemmepasse, spurgte jeg hende om hun kunne være interesseret i et lille interview på min blog, da jeg tænker at mange andre også kan være nysgerrige og have spørgsmål til det.

Måske du står og selv overvejer at hjemmepasse dit barn?

Uanset hvad, så har jeg i hvert stillet Louise nogle spørgsmål om det at hjemmepasse et barn.

E: Du har jo valgt at hjemmepasse Vilja, efter din barsel sluttede. Hvad var nogle af de tanker som I gjorde jer, da I talte om at det var fremtiden for jer? Har det hele tiden været meningen?

L: Det har bestemt ikke været meningen hele tiden. Vi troede, som de fleste andre forældre, at vi begge skulle have arbejde, sende Vilja i instituition og så jonglere familieliv og hamsterhjul om kap med andre børnefamilier. Da vi nærmede os, mødte forskellige dagplejemødre og skulle slå os fast på, hvad det helt præcist var vi ledte efter og som vi mente var “godt nok”, til at vi kunne lade Vilja bruge de fleste af sine vågne timer der, gik det op for os, at vi nok ikke kunne finde sådan et sted. Vi hvade slet ikke lyst til, at sende hende ud i hænderne på en dagplejemor eller pædagoger, for hun var jo så lille.

Vores tanker gik meget på, hvordan vi ikke kunne se at hendes behov for kontakt, tilknytning og tryghed ville blive opfyldt tilstrækkeligt. Desuden så vi nogle af de dokumentarer der bl.a. har kørt på TV2, som skildrer virkeligheden i nogle danske institutioner, hvor det bliver helt tydeligt, at der bare ikke er hænder nok. Eller hvad nu hvis dagplejemoren bare var en af dem, der ikke ser børnene og aktiverer dem. De er jo bare sig selv? Det kunne vi ikke sende hende ud i.

Vi gik selv med overvejelserne længe, men tog først en endelig beslutning om denne løsning da Vilja var knap 9 måneder. Et par måneder senere skulle jeg så sige op på mit arbejde og her delte vi det med vores omgangskreds.

E: Hvor længe regner du med at være hjemme sammen med Vilja?

L: I starten sagde vi til os selv (min kæreste og mig) at det skulle være indtil børnehavealderen. Altså indtil hun fylder 3 år. Nu er vi blevet lidt mere tilbageholdende med at sætte en tidsramme. Så det rigtige svar må være, at jeg gør det så længe det giver mening for Vilja, mig og vores familie. Det kan jeg sagtens forestille mig varer ved, også når Vilja er fyldt 3.

E: Hvilke reaktioner har du fået fra andre? Er det alle som forstår jeres beslutning?

L: Nogle af de første jeg delte besluntingen med, var min mødregruppe. Det var et fast fællesskab og vi sludrede hver eneste onsdag om, hvad der rørte sig hos os hver især. Det var derfor helt naturligt for mig at dele det her. Reaktionerne var meget blandede. Nogle mødte mig med skepsis og kommentarer om, om ikke jeg var nervøs for at Vilja så ville blive “en af de der asociale børn, der ikke kunne finde ud af, at ingå i fællesskaber”, mens et par af de andre var opbakkende og misundelige forstået på den måde, at de ville ønske de selv havde muligheden.

Og det beskriver nok meget godt de overordnede reaktioner; en blandning af skepsis, negative kommentarer og nedladende spørgsmål samt skulderklap for at “gå imod samfundsnormen”. Der er nok lige så mange der forstår, som der ikke forstår vores beslutning.

E: Hvad er det bedste ved at være hjemme med Vilja?

L: Det er at jeg ved vi ikke skal “nå” noget. Vi har al tid i verden, plejer jeg at sige. Vi skal ikke nå dit for dat, for at komme ud af døren og i instituition eller fordi det er mandag og vi også lige skal nå at handle ind efter arbejde og inden aftensmad og inden butikkerne lukker, fordi der skal være madpakke til næste dag. Det er fantastisk at tilbringe så meget tid, med det menneske der betyder allermest for mig og som jeg vil gøre alt det bedste for. Jeg elsker at se hende udvikle sig og lære – og tage hende med i alt hvad jeg gør.

E: Hvad er udfordringerne?

L: Hmm, hvis jeg absolut skal finde på noget, så har det da været en smule udfordrende at finde et fællesskab i form af en legegruppe. Det er noget jeg fra starten har vidst, at jeg gerne ville med Vilja, men den slags hænger ikke på træerne. Det handler jo om at opstøve andre med den tossede ide, at tilbringe al deres tid sammen med deres børn 🙂 Når det så er sagt, brugte jeg vidst ikke mere end en uge på det og er så glad for det fællesskab vi har fundet.

E: Savner du nogle gange at være tilbage på arbejdsmarkedet?

L: Det korte svar er nej. Det lidt længere er “ikke endnu”. For lur mig om ikke jeg kommer til at savne det – eller i hvert fald elementer af det, at arbejde. Indtil videre har jeg savnet at lære og møde nye mennesker, men de to ting har jeg gjort noget ved, så det er ikke længere noget jeg savner.

E: Hvad skal man tænke over/have in mente før man vælger at hjemmepasse sit barn?

L: Hvorfor gør du det? Fordi naboen gør det, fordi det har du hørt er godt eller fordi det vil gøre dig glad og være godt for dit barn? Hvis ikke det fungerer for dig personligt, fungerer det helt sikkert heller ikke for dit barn. Det skal altså være en lyst der kommer helt nede fra maven – for selvom det lyder hyggeligt at kunne bage og gå på biblioteket hver dag, uden at skulle nå noget… så er der altså stadig et barn der har nogle behov og som gerne vil stimuleres og underholdes. Det er ingen dans på roser – det er hårdt arbejde. Forstået på den måde, at man altid er på. Jeg har kun “pause” når Vilja sover middagslur og når hun er lagt i seng om aftenen. Jeg har ikke mig-tid. Jeg kan ikke aflevere hende og holde fri fra arbejdet, fordi jeg er syg eller trænger til at slappe af. Jeg skal være på. For os – mig – fungerer det. Jeg elsker at være på og inddrage Vilja i alt hvad jeg laver, men det er selvsagt ikke noget der fungerer for alle.

Så jeg vil opfordre alle, til at tænke det grundigt igennem og snakke fælles om det hjemme.
Og hvis I så mener at det er det rigtige for jer, vil jeg bare sige GLÆD dig. Det er fantastisk hvad man får ud af, at være sammen med sit barn i alle de timer, mange i stedet sender dem i institution.
Det er aldrig for sent at genoverveje de valg man har taget.

__________________________________________________________

Tusind tak til Louise for at ville dele sine meninger og tanker om det at hjemmepasse sit barn. Noget som næste alle har en mening om – ligesom folk generelt har det, når det kommer til børn og opdragelse. Jeg elsker selv at snakke med folk, som for eksempel Louise, der gør tingene på en anden måde en min familie, og jeg derfor kan lære noget nyt og få nogle nye idéer. Jeg håber også at du er blevet lidt klogere på emnet.

Husk at du kan følge med hos Louise på hendes egen blog og instagram.

Skriv et svar til En hverdag som fuldtids hjemmepasser – Emma Engmark Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One thought on “Interview med Louise Kronborg; hjemmepasning