Opskrift på lækre, lune grov boller

17. juni 2017EmmaEngmark

Godaften og velkommen tilbage til bloggen, der har været en smule stille i denne uge.
Grunden er den samme som altid – utrolig travlhed på hotellet, og ikke særlig meget overskud, når jeg endelig er kommet hjem. I går havde jeg faktisk rigtig meget overskud, og var klar med billederne til dette indlæg. Men jeg valgte i stedet at bruge al min overskud, på at lave en lækker middag til min kommende mand og forkæle ham lidt. Han har haft (mande)influenza i den her uge, så vi tog en hygge dag i går, hvor vi slukkede computer, tv og telefoner. Og hold nu op, hvor var det lækkert! Her til aften er han ude at hygge med nogle venner, så nu er der igen lidt tid og overskud til et blog indlæg til jer, hvor jeg i dag vil dele en af mine yndlings opskrifter.

Jeg elsker nemlig at bage. I det hele taget elsker jeg at lave mad, men igen er det det med tiden, der stiller sig lidt i vejen for mig. I går bagte jeg disse boller, som jeg har lavet tusindvis af gange og de smager lige godt hver eneste gang.

Ingredienser til grovboller:

  • 5 dl mælk efter eget valg
  • 50 gram smør
  • 1 spsk sukker
  • 1,5 tsk salt
  • 1 pakke gær
  • 4 dl 5-korns blanding
  • Ca 10 dl hvedemel

Start med at forvarme ovnen til 175 grader varmluft. Kom mælken i en gryde og varm den, over svag varme. Kom smøret i mælken. Mælken skal være lun, og smøret næsten smeltet. I en separat skål, kommer du gær, sukker og salt i, hvorefter du hælder mælke blandingen i og rør rundt indtil gær og sukker er opløst. Rør kornene i mælken først, og tilsæt herefter hvedemelet lidt efter lidt, indtil du får en dej, der er til at have med at gøre. Ikke for klistret, ikke for tør.

Stil dejen til hævning et lunt sted, med et rent viskestykke over. Lad dejen hæve i cirka en halv time. Gør en bradepande klar med bagepapir, og form dejen til 16 boller. Læg dem klar på bagepapiret og lad dejen hæve i yderligere en halv time.
Pensel bollerne med mælk eller et æg. Jeg plejer at komme lidt groft salt på toppen. Bag dem i 25-30 minutter, men hold jævnligt øje med dem, så de ikke brænder på.

Lad dem køle af på en rist og server lune. Min yndlings kombination til varme boller, er lemon curd. Har I hørt om det? En slags citron smør, der bare smager helt fantastisk!

Jeg håber I alle sammen får en dejlig lørdag aften.

2 Comments

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Previous Post Next Post