Min fødselsberetning del 2

Vi ligger på den samme fødestue under hele forløbet. De er et kort øjeblik, ved at flytte os, da de synes mine veer forsvinder lidt – på dette tidspunkt har jeg også fået to gange ve hæmmende – men inden de når at gøre tanke til handling, så kommer veerne tilbage med fuld styrke og denne gang forsvinder de ikke igen. Faktisk er mine veer så kraftige, at jordmoderen sagde, hun sjældent havde set noget så voldsomt. De varede i mellem syv-ti minutter og kom med 30 sekunders mellemrum. På dette tidspunkt havde jeg takket ja til lattergas.

I 21 stive timer, nåede jeg at have veer, før vi kom til pressefasen, der tog en lille halv times tid. Og her vil jeg ikke fortælle om hvor ondt det gør. Dem, der har været igennem det, ved det. Og dem, der stadig har det i vendte, vil måske ikke vide det. Men så var han der. Han kom op på min mave, men jeg nåede dårligt nok at se ham, før de ti (ja, ti) læger, der var på fødestuen, havde snuppet ham og gjorde hvad de nu skulle. Herefter blev han kørt på neonatal afdelingen og jeg så ham først små to timer senere. I mens fik jeg lov at hvile mig og fik noget at spise. Den sidste uafbrudte lur, jeg har fået siden, haha!

Han var 44,5 centimeter lang og vejede 2100 gram. Han kom i uge 32+0. Det lyder måske ikke af meget, men han var faktisk stor af sin meget tidlige alder, og han kunne have vejet helt ned til 1700 gram, før de havde tænkt at det havde været kritisk. Jeg blev også kørt op på neonatal afdelingen, og så lå vi der. I tre uger. De længste tre uger i hele mit liv. Der nåede at være en snestorm i landet, og jeg havde ingen idé, for jeg var bare fanget på vores lille stue med nedrullede gardiner, fordi hans øjne stadig var så sarte. Det var lange dage med at pumpe ud, give mælk af sonde, prøve at amme ham, tage hans temperatur, skifte satsen der målte hans puls. Alt skulle skrives ned og noteres. Hver tredje time. Det var så hårdt. Og slet ikke hvad jeg havde tænkt og drømt om, at det ville være at få en lille baby. Men vi fik heldigvis al den hjælp vi skulle bruge og jeg blev så glad for særligt tre sygeplejersker, som jeg aldrig havde klaret det uden.

Men Oskar klarede sig så fint. Og da han var i sin 35. uge, fik vi lov til at tage på THO (tidligt hjemme ophold) Det vil sige at de samme procedure som fra hospitalet stadig følger med, hvor alt skal noteres og skrives ned. Men vi kan få lov at være derhjemme i vante rammer. Her skulle vi så bare til tjek med ham to gange om ugen. Og da han nåede sin 37. uge, slap de tøjlerne helt og vi var nu ‘alene’. (7*9*13) så har det aldrig været problemer med ham siden.

Vi har fået lidt flere besøg af sundhedsplejersken end man normalt ville få, men Oskar har klaret sig over al forventning. Ja, han følger faktisk ikke en præmatur kurve i forhold til vækst længere, han er nemlig fuldstændig som en gennemsnitlig 8 måneders baby. Han er lidt bagud rent mentalt, det vil sige at han følger en seks måneders babys udvikling, men størrelsen er forud. Så vi er helt sikre på, at om et halvt års tid, så er han ved sin egentlig alder.

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One thought on “Min fødselsberetning del 2