Min top 5 bog liste

Jeg har i mange år fundet glæden i at læse. Og efter at lydbøger er blevet så populær, bruger jeg ofte den metode, til at få plads til flere bøger i min hverdag. For jeg skal da blankt erkende, at jeg ikke får læst særlig mange fysiske bøger. Faktisk har vi ikke særlig mange i huset, hvilket jeg egentlig synes er ærgerligt, da det pynter så pænt med en fyldt bogreol. Året inden Oskar kom til verden, lyttede jeg til 16 bøger på det år. 16! Det er ret mange, efter min egen mening. Året hvor Oskar var kommet til verden, havde jeg dog ikke så meget tid til bøger mere, da jeg ofte lyttede til dem til og fra arbejde. Der er så taget revanche, nu hvor jeg er startet på arbejde igen. Og på bare to måneder, er jeg da allerede kommet igennem fem bøger. Jeg ville ønske at jeg havde tid til at sætte mig ned og læse så mange bøger, men det er bare ikke lige virkeligheden i mit lige nu.

Måske har du også for travlt til at læse en masse bøger, og så kan jeg klart anbefale at bruge en af de apps, der tilbyder lydbøger. Og for at komme let i gang, har jeg samlet min egen personlige top 5 liste, over de lydbøger og fysiske bøger som jeg er kommet igennem, de seneste år.

Min top 5 bog liste

  • Papmaché- reglen af Hella Joof
    Den skal jo nævnes. Min absolutte yndlings bog, der fik mig til at grine højt, da jeg hørte den i metroen for to år siden. Bogen er skrevet og indtalt af Hella Joof, hvilket gør den så meget bedre. Forfatteren selv, vil oftest være den bedste oplæser – hvis du spørger mig. Bogen handler kort og godt om de regler, som livet bringer. Hvad man skal og ikke skal gøre, og reglen for hvad man skal, hvis man gør det forbudte alligevel. Der er regler for det hele, og Hella har beskrevet dem alle, i bedste Hella Joof stil. Det er hende, der har lært min mand og jeg, at man ikke må blive skilt så længe barnet er under 4 år – for de år tæller simpelthen ikke, noget som vi ikke helt forstod, indtil vi selv blev forældre. Glimmer på og op på kaminen.

  • H.C.Andersen-morderen af Brian og Sanne Wind-Hansen
    “Nytårsmorgen bliver en tiårig pige fundet myrdet i en baggård i Odense. Hendes lig er opstillet som et morbidt kunstværk; en detaljeret kopi af slutbilledet i H.C. Andersens eventyr; Den lille pige med svovlstikkerne; sammenkrøbet, frosset ihjel, knugende en bunke afbrændt svovlstikker”. Det første, der står på bagsiden af bogen, og det var nok til at fange mig. Super spændende bog, men en drejning som jeg slet ikke havde forudset. Jeg læste denne da Oskar stadig var så lille, at han skulle have mælk 2-3 gange om natten. Og jeg labbede denne bog i mig, dér midt om natten.

  • Hvor flodkrebsene synger af Delia Owens
    Jeg så denne bog blive anbefalet af Emily Salomon, og da hun er en ret kyndig bog entusiast, tog jeg hendes anbefaling til mig og lyttede til bogen. Bogen foregår i 50’erne, hvor mange følger den unge Kya Clark, en pige, der er vokset op i en sumpskov ved North Carolinas kyst. ‘Marskpigen’. Kya’s mor og søskende forlader en efter en hjemmet, og hun ender alene med sin voldelige far, indtil han en dag også forsvinder og Kya må klare sig selv. Man følger hendes ensomme kamp for overlevelse i en verden, der kun har foragt tilovers for sumpens fattige folk. Man følger Kya helt til hun er en ung kvinde, der en dag står med to unge fyre, der er helt vilde med hendes skønhed, og som lover guld og grønne skove. Indtil en dag hvor den ene, byens lokale skørtejæger, findes død uden for byen og Kya bliver mistænkt for at stå bag. En super spændende og rørende fortælling, som man bare ikke vil have skal ende.

  • You af Caroline Kepnes
    Du har måske set serien af samme navn på Netflix, eller måske bare hørt om den? Selve bogen er fra 2014, og da jeg var helt vild med serien, måtte jeg også give bogens to kapitler et forsøg (nummer to bog hedder Hidden Bodies, men da jeg er mest fan af den første bog, nævner jeg kun den) Bogen handler om Joe, der arbejder i en boghandel i East Village. En dag kommer en betagende kvinde ind i hans boghandel, han ser hendes navn på hendes kredit kort, finder hende på facebook og ved pludselig alt om hende. Han går hurtigt fra at være en bekendt, til at være kæreste, der styrer hele hendes liv og omgangskreds, uden at hun ved det. Eks kæresten bliver elimineret. Veninden bliver elimineret. Alt hvad der står i vejen for deres forhold, bliver ryddet af vejen. Bogen er blevet sammenlignet med store historier som Gone Girl, American Psycho og Stephen King’s univers. Så hvis dét lyder som noget for dig, så er det klart en bog for dig.

  • Harry Potter af J.K. Rowling
    Ja. Det ville være mærkeligt hvis Harry Potter bøgerne ikke var på min liste. Jeg er vokset op med Harry Potter, og jeg har stadigvæk ikke sluppet grebet om bøgerne. Sidst jeg gik serien igennem, hørte jeg lydbøgerne. Og hvis du ikke har hørt dem med Jesper Christensen endnu, så går du glip af noget. Han er nok den bedste fortæller, til eventyr historier som disse. Det er nogle af de få bøger, der faktisk også befinder sig fysisk i vores hjem, og nogle bøger som jeg glæder mig uendeligt til at jeg kan læse højt for Oskar.

Hvad er på DIN top liste over bøger?

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *