Minimalistiske basic stykker til efteråret

2. november 2017EmmaEngmark
Blog post

Hej søde piger, og velkommen tilbage til bloggen.

Så kom der endelig helt styr på mit nye tema til bloggen, og jeg er faktisk rigtig tilfreds med det nye look. Jeg synes at det passer lidt bedre til mig, og min minimalistiske rejse. Enkelt og godt. Hvad synes I om det nye tema?

Er jeg den eneste, der har haft lidt problemer med at vænne mig til den nye vintertid? Normalt plejer jeg slet ikke at kunne mærke det på min krop, men det har jeg virkelig kunne denne gang. Selv min mand virker lidt påvirket. Sidste uge peakede min produktivitet og jeg fik også overholdt ugens udfordring, der var lidt tiltænkt til blog og instagram. Og denne uge, er helt anderledes. Jeg er rigtig træt stort set hele tiden – og det er selvom vi er gået i seng mellem halv ni og ni de sidste par aftener. Jeg har haft svært ved at overskue noget, når jeg endelig fik fri fra arbejde og det er faktisk kun blevet til at spise aftensmad og se et par afsnit af suits, inden jeg er krøbet i seng.

Min tanke er at det er den ekstra mørke aftentime, der spiller mig et lille puds. Det er i hvert fald længe siden at jeg har været så demotiveret, og haft svært ved at finde på indhold til bloggen – og endda til instagram, der normalt ikke plejer at være svært for mig. Er det mon bare mig, der er tosset?

I hvert fald prøver jeg virkelig at komme ind i en god rutine igen – og har også fået aftalt et par veninde aftaler i de kommende uger, så jeg kan få taget nogle nye billeder til alt det indhold, som jeg gerne vil dele med jer her på bloggen.

Hvad plejer I at gøre, for at finde motivationen frem igen?

I dag tænkte jeg at vi skulle snakke lidt om tøj. For hvem elsker ikke at snakke om tøj? Som I måske har læst et par gange på bloggen før, så forsøger jeg virkelig at leve efter en rimelig minimalistisk livsstil. Jeg er ikke fuldt dedikeret minimalist – men jeg prøver at finde en gylden mellemvej, til hvad der passer bedst til mig. Både for at spare lidt penge (som blandt andet skal bruges til opsparing af et kommende hus til manden og jeg) men også for at leve et liv med færre, men mere værdifulde ting. Det synes jeg selv lyder lidt mere tiltalende, end et hus fyldt med mere eller mindre ubrugelige ting. Og den holdning gælder selvfølgelig også i min garderobe.

For et par måneder siden lavede jeg en grundig rengøring i mit skab, og donerede alt det tøj, som jeg ikke havde haft på de sidste seks måneder – og selvom jeg smed to store sække ud, så er mit skab stadigvæk prop fyldt med tøj. Men efter det, har jeg virkelig tænkt over hvad, der kommer ind i mit klædeskab. Mange laver reglen med “en ind, en ud”, men det kommer aldrig til at ske her. Hvis jeg virkelig elsker en trøje, ryger den ikke ud, bare fordi at en anden flot trøje er kommet ind. Men jeg prøver at holde mig meget efter disse regler, som jeg engang lavede et blog indlæg omkring.

En anden regel (om man vil) som jeg følger, er at holde mig til basic stykker. Da jeg fik ryddet ud i mit skab, fandt jeg både orange sweatre og lyserøde bukser, der – selvom de var pæne i sig selv – var rigtig svære at style sammen med noget andet tøj. Hvilket gjorde at jeg aldrig fik dem brugt. Derfor er jeg gået over til at købe basale ting, og i hvert fald ting, der er så neutrale i farve og print, at det kan matches med stort set alt andet i mit skab.

Det er jo ikke fordi det at være minimalist, skal betyde at man render rundt i sort og hvid hver dag, da det i længden også kan være kedeligt. Men personligt har det fjernet en masse morgen stress, ved at vide at alt i mit garderobe skab, kan mixes og matches. Som jeg foreslog i det tidligere blog indlæg, har jeg også holdt mig til et par grund farver. Hvor mine primære farve er sort, hvid, grå og blå. Dermed ikke sagt at alt i mit skab er af de fire farver, da der selvfølgelig er et par undtagelser, men det er hovedsageligt det som jeg går efter, da jeg også mener at det er de farver, der komplimentere mig bedst.

Men hvilke basic stykker skal man så have i sit skab?

Det er jo altid individuelt hvad man har brug for, men her er mine ti favoritter samt et par billede eksempler.

  • Et par jeans. Selvfølgelig. Selv har jeg et par light washed jeans, som jeg har haft i et par år efterhånden, og virkelig er glad for. Jeans er gode til de mere casual dage, men kan også sagtens styles op, for eksempel med et par sorte pumps.
  • En hvid top. Enten en tanktop eller en t-shirt. Personligt er jeg ikke så god til t-shirts, så jeg har en lækker hvid tanktop, som jeg bruger til stort set alt. Som i dag, da jeg bruger den indenunder en slå-om kjole, der er lidt for nedringet uden. En hvid top af en art, er guld værd.
  • Et par pæne bukser. Farven er op til dig, men de fleste går efter sort eller grå. Jeg har dette par i grå, som jeg blev så vild med, at jeg også købte et par i sort. Dem bruger jeg oftest på mit arbejde, da de ser rigtig flotte og stilrene ud, men samtidig er virkelig behagelige at have på.
  • En blazer. Du kan altid bruge en blazer. Næsten ligegyldigt hvad du har på, kan en blazer gøre dit look super sofistikeret lige med det samme. Til foråret kan den også gøre sig rigtig fint som en jakke, eller ud over en kjole til fest og middag. Jeg har selv denne blazer.
  • En søde kjole. Nu er jeg efterhånden blevet en rigtig kjole pige. Jeg elsker at gå i kjole, og har derfor en del kjoler derhjemme. En af mine favoritter, er absolut denne fine, sart lyserøde sag.
  • Den lille sorte. Alle piger, bør have en lille sort kjole. Jeg har indtil videre ikke nogle billeder på bloggen, men jeg har et par sorte kjoler derhjemme. Den seneste er denne fine sag, fra Claire Sofie, som jeg glæder mig til at vise jer på bloggen.
  • En trenchcoat. Jeg har brugt min sorte trenchcoat i lidt over et år nu. Og jeg knus elsker den! Se den blandt andet her og her. En trenchcoat kan bruges til mange forskellige looks, og ligesom en blazer, gør den outfittet mere elegant.
  • En sweater. Især når de kolde måneder kommer tættere og tættere på. Forleden viste jeg min seneste sweater, som jeg virkelig er glad for. Find en lækker, varm og lidt oversized sweater, der kan styles på flere forskellige måder.
  • Et par sorte boots. Jeg elsker mine sorte boots, og købte for et par uger siden et nyt par, da de gamle var helt slidte. Sorte ankelstøvler, som vi også kan kalde dem, kan bruges til næsten ethvert outfit.
  • Et par hvide sneakers. Måske ikke noget som man får brugt så meget til vinter, men stort set alle årets resterende ni måneder, kan man bruge et par sneakers. Jeg fik mine hvide converse sko, af min mand til min fødselsdag i august, og jeg elsker dem virkelig så meget! Og til sommer, ser de så flotte ud, til et par brune stænger!

Hvilke basic tøj stykker man har brug for, vil selvfølgelig altid variere fra person til person. Men disse er dem, som jeg selv bruger oftest og har haft størst glæde af.

Har I nogle favorit basic stykker?

Så håber jeg at I alle sammen får en dejlig aften. Manden er ikke hjemme i aften, så jeg skal bare hygge mig med lidt Netflix tror jeg. Jeg er løbet lidt tør for serier at se, så jeg er gået i gang med at se Vampire Diaries – for 3. gang, haha!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Post Next Post