En livsstilsblog af Emma Engmark

Opskrift på sunde og nemme vafler

Morgenmad er mit favorit måltid på dagen. I hvert fald når jeg har tid til det, og det ikke bare er en yoghurt på vej ud af døren. Men de dage hvor jeg har tid til at lave en lækker morgenmad til mig selv (eller Anders) så gør jeg det også. Og favoritten, igennem mange år efterhånden, er vafler eller pandekager lavet med kun to ingredienser.
Jeg blev introduceret for denne opskrift, da min yndlings fitness youtuber Cassie Ho, slog den op (find den originale video lige her) for fire år siden. Og den har været et hit for både min kæreste og jeg siden da.

Opskriften er som sagt meget simpel, da den kun består af to ingredienser. Længe brugte jeg denne opskrift, men det sidste års tid har jeg eksperimenteret lidt med andre ingredienser i dejen, for at gøre den lidt anderledes. Og efter utallige forsøg har jeg fundet den, som jeg bedst kan lide.

Det skal du bruge til grund dejen:

  • 2 æg (fra høns, der har haft det dejligt)
  • 1 stor banan

Jeg plejer at blende de to ting sammen, på den måde slipper du for klumper i dejen, som jeg selv ikke er så god til. Men du kan også mase det hele sammen med en gaffel. Du kan enten lave dem som de er, eller du kan tilføje lidt ekstra.

Det tilføjer jeg ekstra:

  • En håndfuld havregryn
  • En teske chia frø
  • En smule kanel

Dette blender jeg sammen med grund dejen. Ønsker du en lidt tykkere konsistens, kan du altid tilføje flere havregryn. Det er jo en smagssag. Så skal det ellers bare laves til små pandekager, eller vafler på et vaffeljern – som er blevet min foretrukne måde.
Som pynt plejer jeg bare at skære de frugter ud vi har i køleskabet, hvilket som regel er jordbær, hindbær eller blåbær. Udover det plejer jeg at give dem en smule sirup og lidt ekstra chia frø på toppen.
Sunde, lækre og mættende. Velbekomme!

You Might Also Like

Leave a Reply