Sådan kommer du ud af en kreativ blokade

Vi kender det alle sammen. Det at sidde fast. En kreativ blokade, der gør at det er helt umuligt at komme i gang med at skrive et indlæg, tage et billede, redigere et billede, finde på kontekst. Eller noget helt andet. Nu har jeg efterhånden blogget i mange år – selvfølgelig ikke lige på den her platform, men på min gamle blog Kaffe Og Kjoler, der desværre blev hacket og slettet. Og hvis der er noget som jeg tit havde problemer med i den periode, så var det den kreative blokade – som igen har ramt mig. Jeg vil så gerne skabe indhold, tage billeder og skrive tekster, men jeg kan simpelthen ikke komme i gang. Lysten til at smide mig på sofaen, når Oskar endelig tager en lur, har trukket så meget i mig de sidste mange uger, at det næsten er det eneste jeg har udrettet. Men da min barsel lakker mod enden (bevares, først til februar, men det er også lige om lidt..) vil jeg virkelig gerne prøve at komme ind i et mere målrettet og bestemt mindset, og har derfor sat mig nogle mål med bloggen, som jeg vil kæmpe for at opnå. Mere om det senere..

For det jeg gerne vil snakke om i dag, er hvordan du kan komme ud af den kreative blokade. Hvordan du kan få vendt din produktivitet, og komme i gang igen. Måske ikke alle tips virker for dig, så kan du tage lidt af det, der måske kan virke. Men dette er i hvert fald hvad jeg har gjort i mange år, for at komme tilbage i den gode rytme.

TILLAD DIG SELV AT SIDDE FAST

Lad vær med at hav dårlig samvittighed over at du ikke har motivationen til at få lavet noget. Ofte har jeg erfaret, at hvis jeg presser mig selv til at komme i gang og lave indhold eller tage billeder, så bliver det som regel noget joks, hvis jeg faktisk ikke gider eller kan overskue det. Nogle gange er det okay lige at træde et skridt tilbage, og lade sig selv komme ovenpå igen. Denne gang tog det næsten to måneder for mig at komme i gang igen, men havde jeg startet før, så havde jeg nok siddet tilbage med et stykke arbejde, som jeg slet ikke var tilfreds med. Selvfølgelig er det en anden historie, hvis det for eksempel er et stykke reelt arbejde og der er en deadline, men lige nu tager jeg kun udgangspunkt i det at blogge, og lad os være ærlige og sige, at det skader ingen at du ikke poster et billede eller et indlæg. Tag den tid, som du har brug for.

HVAD HAR DU BRUG FOR?

Find ud af, hvad der er årsagen til at du er havnet i en kreativ blokade og hvad er det du har brug for, for at komme ud af den igen? Måske har du bare brug for en pause og noget plads til at tænke. Måske har du brug for ny inspiration, for eksempel ved at snakke med nogle mennesker i samme situation eller branche. Måske har du bare brug for at der ikke er så meget pres på dine skuldre? For mig, handlede det både om at jeg havde brug for en pause, til lige at komme helt ned i gear og kun tænke på mig selv, når jeg endelig havde en time til det. Men også om at fjerne noget pres for mig selv. Jeg har snakket lidt om det før, men før jeg fik Oskar, havde jeg en rimelig succesfuld blog, hvor jeg både lavede betalte indlæg og fik tilsendt en masse ting fra forskellige firmaer. Da det ikke er tilfældet længere, så startede jeg med at lægge et kæmpe pres på mine egne skuldre, da jeg gerne ville tilbage til dét igen. Men jeg har haft brug for at finde ud af, at det ikke er det det handler om. Jeg skal ikke sammenligne mig selv med andre (hvilket er rigtig svært i den sociale medie verden som vi lever i) og jeg skal få startet et brand, der er mere mig og ikke andre. Så find ud af hvad du har brug for, for at komme i gang igen.

SKRIV DET HELE NED

I mange år, har jeg haft en ‘blog bog’. En bog hvor alle mine idéer til blog indlæg står skrevet ned. Både indlæg, der bliver til noget, og dem, der for evigt bare vil være ved tanken. Men det at have sådan en bog, gør at jeg altid kan kigge i den for inspiration. Så når jeg sidder fast i en kreativ blokade, kan jeg altid kigge i den for hvad jeg kan skrive om. Vel næsten en slags Brain Storm. Skriv alle dine tanker ned. Også det som du tænker måske er lidt fjollet, men det kan også være at den idé, ender med at blive til en hel ny og bedre idé. Det kan også hjælpe at få nogle af alle tankerne ned på papir, så det ikke fylder i dit hoved, og måske kan give lidt mere ro.

LAV NOGET ANDET END DET SÆDVANLIGE

Hvis du er vant til at arbejde hjemmefra, så tag ud på en café. Prøv en ny sportsgren. Gå en lang tur i skoven eller på stranden. Snak med gamle venner, eller ræk ud til en hel ny ven. Pointen er, at du har brug for ny inspiration. Førhen har jeg altid taget på en café for at skrive mine blog indlæg, hvis jeg ikke synes at jeg kom nogle steder derhjemme. Når jeg sidder på en café, får jeg ofte lavet meget mere, da der ikke er tusind andre ting, som jeg ellers lige kunne lave og derfor stjæler min tid. Jeg har også altid brugt det at gå en lang tur, som en inspirations kilde. Enten en lang tur med hunden, eller en lang tur med barnevognen, og så får jeg altid en masse nye idéer og ny energi. Hvis du vil gå et stykke ekstra, kan du prøve at række ud til nogle fremmede personer. Det er noget som jeg selv har gjort en del, og har gjort at jeg den dag i dag, har tre rigtig søde veninder, som jeg har mødt over instagram. Jeg har simpelthen bare skrevet til dem og spurgt om de ville drikke en kop kaffe – og de tre kvinder, har på hver sin måde inspireret mig utrolig meget, og giver mig nye idéer og måder at arbejde på. Så tænk ud af boksen, og prøv noget nyt.

FIND INSPIRATION HOS ANDRE

Hvem inspirere dig? Hvem kan du selv godt lide at følge med hos? For mig selv, kigger jeg ofte på hvad jeg selv kan lide at læse hos andre bloggere, eller hvilke billeder jeg selv går efter på instagram. Og for at understrege det, så er det ikke fordi du skal begynde at efterligne andre, men find ud af hvilken genre du selv godt kan lide at følge med hos. Hvis du skriver og deler noget, som du selv synes er interessant og spændende, så skinner det hurtigt igennem og kan gøre andre interesserede også. Selv følger jeg mest med hos kvinder, der deler om livsstil. Det er et vidt begreb, men for eksempel følger jeg ikke nogen, der kun lægger mad op, eller kun deler skønheds tips, så det ville være mærkeligt hvis det var den vej jeg selv gik ned af. Søg inspiration hos andre, lav måske et ‘mood board’ og find ud af hvad din stil er. På den måde finder du måske en fornyet energi, til hvad det er du virkelig vil.

Mine fem tips og gode råd, til hvordan du kan komme videre fra en kreativ blokade. Det er igen meget forskelligt hvad der virker for os alle sammen, men det her er i hvert fald hvad der ofte virker for mig. Og hvad der også virkede for mig denne gang. Nogle gange hjælper det også bare at skrive en masse ned, og så sortere i det hele bagefter. En slags ‘brain dump’. Men det hører nok under nogle andre tips, som vi kan tage en anden dag.

Lige nu tager Oskar dagens anden, og sidste lur. Vi har brugt det meste af dagen på den ugentlige mødregruppe, som altid er både hyggeligt og super skønt for Oskar. I morgen skal der ryddes lidt op i huset og handles ekstra ind, da min far kommer og bor hos os de næste par dage – hvilket vi glæder os rigtig meget til! Mine forældre bor i Tyskland, så det er ikke så tit at vi ser dem. Min mor har sin egen strikke café, så hun har ikke mulighed for at lukke den ned så tæt på jul, derfor kommer min far alene. Men det bliver i hvert fald rigtig hyggelig, og derfor skal dagen i morgen også bruges i stille og roligt tempo, da der kommer til at være masser af nye indtryk for Oskar fra fredag morgen. Og er man selv forældre, så ved man hvor vigtigt det er at de ikke bliver overstimuleret, hehe!

Hav en rigtig dejlig dag.

Comments

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *