Sådan vinder du kampen mod negativiteten

16. juli 2018EmmaEngmark
Blog post

Billeder af Maja Harder.

En kollega, der brokker sig over dit arbejde. En vred bilist, der dytter højlydt. Damen foran i køen i Netto, der skælder ud på personalet. En kæreste, der vrisser over en stresset dag. Vi er hele tiden omgivet af negativitet. På den ene eller den anden måde – og det er svært altid at holde humøret oppe, når alt og alle omkring en, kan have den negative kind vendt mod dig.
 
Jeg vil faktisk mene at jeg er rimelig god til at holde humøret oppe. Jeg kan godt gå glad hjem fra arbejde, selvom jeg har fået skæld ud fra både gæster og personale, over ting, der måske slet ikke har været min skyld. Jeg tager det ikke så tungt, hvis nogen stresser eller vrisser over mig. Og jeg tager det ikke personligt, hvis jeg ikke mener at kritikken var korrekt møntet på mig.

Men hvordan kommer man dertil? Hvordan kommer man til det punkt, hvor man kan vende den anden kind til, og ikke tage sig af alt den negativitet, som uden tvivl raser omkring os hele tiden? Jeg kan ikke se mig hellig for ikke at være omgivet af negative vibrationer og, fra tid til anden, negative tanker. Og nogle gange kan det være en kamp, ikke at blive overvældet af det hele.
 
Men med tiden, og ikke mindst med et par ting i minde, så er jeg ved at finde vejen til at udelukke det, og kun høre efter alle de positive ting, der sker rundt omkring mig. Det kræver tid og det kræver øvelse – jeg har faktisk øvet mig på det her i flere år.. Men jeg tror på at vi alle kan nå derhen med tiden, og i dag vil jeg dele mine bedste tips mod negativitet med jer.

Meditation. Det kan simpelthen ikke komme som en overraskelse længere. Jeg har efterhånden snakket om meditation talrige gange her på bloggen, men det er simpelthen fordi det er noget, der virker. Og jeg kender efterhånden mange skønne piger, der vil være enig med mig. Meditation behøver ikke at tage mere end fem minutter om morgen. Men de små fem minutter, kan være med til at du får renset tankerne og får mere ro i sindet. Og derfor får slippet nogle af de negative tanker. Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig får det gjort i øjeblikket, da A og jeg bor midlertidig hos hans forældre indtil vores drømmehus er klart til overtagelse. Og da hans mor og far altid er oppe (vitterligt, jeg har aldrig set dem gå i seng endnu) så har jeg ikke haft lyst til at sidde i skrædderstilling på stuegulvet. Men jeg skal i gang igen, da jeg godt kan mærke på mig selv, at tankerne begynder at samle sig lidt.
 
Skriv det ned. Ligesom en dagbog. Skriv alle dine tanker ned. Både gode og dårlige. Kommer de ned på papir, er det som regel nemmere at slippe tankerne. Det er ikke altid at vi har lyst til at snakke med nogen om vores frygt og det, der gør os kede af det, men kommer det ned på papir, er det næsten ligeså godt som at få snakket ud om tingene. Og det kan ikke være nogen overraskelse, at man er nødt til at få renset tankerne, for det hele ikke skal hobe sig op, og til sidst blive for meget.

Sov på det. Søvn er noget så vigtigt! Og det ved du godt.. Får jeg mindre end 7 timer om natten, så har jeg ikke bare svært ved at holde mig vågen, jeg har også svært ved at holde humøret højt og har nemmere ved at blive irriteret – ja, jeg er altså ikke sjov at være i nærheden af, når jeg ikke har fået min (skønheds) søvn. I øjeblikket sover jeg ikke så godt, da det blandt andet er alt for varmt, men jeg lader så også mig selv tage en lur efter arbejde, så jeg i det mindste kan få lidt ud af aften, uden at hænge med hovedet. Søvn er vigtigere end du tror.
 
Lyt og læs. Noget, der virkelig hjælper for mig, når det kommer til at blokere de negative tanker, er at lytte til en bog eller en podcast. Jeg lytter i øjeblikket til en podcast hver morgen på vej til arbejde, og det vender med det samme mit humør fra træt til glad. Find noget, du synes er spændende og som kan gøre dig i godt humør. Måske en podcast om træning eller en krimi bog. For nogen virker musik, men for mig er det podcast og bøger.
 
5 ting hver dag. Brug ti minutter hver aften, på at skrive fem gode ting, der er sket den pågældende dag. 5 gode ting, eller noget, du er taknemmelig for. Det er en super god øvelse, til at se positivt på tingene. Det kan være alt fra at det er godt vejr og du så en sommerfugl, til at du har været på en god date. Alt tæller. Og hver ting, er med til at indstille din hjerne på at se mere positivt på tingene.

2 Comments

  • Louise Møller

    17. juli 2018 at 08:46

    Tak for nogle gode tips; jeg har også selv gode erfaringer med, at meditation er en fin måde at få lidt ro i hovedet på og bl.a. ikke lade sig stresse af andres negative kommentarer.

    Det med at læse lyder også som en god ide, så her vil jeg lade mig inspirere af dig.

    Sommerhilsner fra
    Louise

  • EmmaEngmark

    17. juli 2018 at 11:04

    Hvor er jeg glad for at du kan bruge mine råd til noget, Louise! 🙂 Hav en dejlig dag.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Post Next Post